Yderst fortjent Herlev-sejr

Herlev Eagles-Rungsted Ishockey 4-1 (1-1,2-0,1-0) Herlev Eagles tog tirsdag aften hjemme mod formstærke Rungsted Ishockey, der kom efter endnu en sejr, for at bevare kontakten til subtoppen i Metal Ligaen, hvorimod Herlev meget gerne skulle bruge en sejr for at kravle tættere på playoff-stregen.

Rungsted startede kampen bedst, og brugte klart mest tid i hjemmeholdets zone igennem hele første periode, uden dog at blive rigtig farlige.

I for mange situationer blev der cirklet for meget omkring målet, frem for at søge den mere direkte vej. Når der endelig blev skudt mod målet, var der ofte så trafikeret, at pucken aldrig nåede helt ind til Aaro Peltonen.

Herlev var derimod langt mere direkte når de havde pucken, og cirka midtvejs i perioden fik kampens helt store spiller Alexander B. Jensen lov til at stå umarkeret alt for længe i slottet. Han kunne af to omgange slå pucken i mål, efter en flot aflevering af rutinerede Conny Strømberg, bag fra mål.

Rungsted slog hurtigt tilbage, endda i mens de var i undertal. Antti Hölli fejlvurderede en løs puck, og den kunne Morten Green slå ud af zonen, hvor Nikolaj Rosenthal kunne løbe den op og glide ned mod Aaro Peltonen i ensom majestæt og lægge pucken ind under finnen i målet.

Herlev ville mest denne aften i DFDS Seaways Arena, og det skinnede tydeligt igennem i anden periode, hvor de sort-gule spillere begyndte at overtage kampen mere og mere.

Derfor var det også lidt paradoksalt, at det var på en kontra, at hjemmeholdet kom foran. Alt for løs backchecking af flere Rungsted-spillere gjorde, at Alexander B. Jensen stille og roligt kunne komme “slæbende” på bagerste stolpe og modtage en blød pasning fra Victor Backman, som han blot satte bladet på og så var føringen til hjemmeholdet en realitet.

Rungsted fik en gylden mulighed, for at komme tilbage nogle få minutter efter, da Conny Strömberg pådrog sig en 2+2 minutters udvisning, men gæsternes powerplay var mildest talt elendigt og det blev til kun et skud på mål ved Nikolaj Rosenthal, som tog sagen i egen hånd.

Med den forspildte chance til Rungsted slog Herlev til igen, denne gang var det Victor Backman, der kunne nyde godt af Strömbergs fine overblik, da den rutinerede svensker fandt kaptajn Backman på bagerste og så var det 3-1.

Herlev med to mål oppe inden tredje periode. Kampen virkede afgjort, mest af alt fordi ingen Rungsted-spillere udviste samme aggressivitet, som den Herlev-holdet lagde for dagen.

Rungsted kom også kun tæt på for alvor en enkelt gang i tredje periode, men der var Aaro Peltonen på plads, og da Alexander B. Jensen scorede sit tredje mål i kampen til 4-1, med 10 minutter igen, så var der for alvor fest i Ørneborgen.

Stor kamp af Alexander B. Jensen mod sin barndomsklub denne tirsdag aften.

Herlev vandt fortjent kampen, og især indstillingen var til forskel på de to hold, hvor udeholdet aldrig kom i nærheden af det gode spil de har leveret de sidste fire-fem kampe.