World Cup: Ventet sejr til Canada over Team Europe (med video)

Gruppefinalen mellem Canada og Team Europe fik det ventede udfald, eftersom Canada vandt 4-1 og dermed bliver sikker vinder af gruppe A med maksimumpoint seks.

Allerede i første periode trak hjemmeholdet fra i Toronto. Sidney Crosby leverede 1-0-målet, da han gik “køkkenvejen” efter fire minutter og i slutningen af perioden var det Jonathan Toews, der lagde til, da en ellers storspillende Jaro Halak røg ud på en gedigen skovtur.

I øvrigt igen mod et Team Europe-hold uden Mikkel Bødker, der synes at være helt ude på et sidespor på holdet. Der var 14:40 minutter til Frans Nielsen og 12:27 minutters istid til Jannik Hansen, der måtte æde -2 i plus/minus-statistikken.

Marian Hossa reducerede for Team Europe i det 25. minut, da han snød Corey Crawford fra en meget spids vinkel, men ti minutter senere slog Jonathan Toews igen til for Canada, da han udnyttede en friløber stensikkert.

Logan Couture satte det sidste mål godt tre minutter før kampens afslutning.

Dermed står det fast, at Canada møder enten Rusland eller Team North America i semifinalen, hvor Team Europe nu møder Sverige. Tænk tilbage på, at Team Europe kort før turneringen bankede svenskerne hele 6-2, så hvem ved, om en overraskelse lurer igen.

Se højdepunkterne fra Canadas 4-1-sejr her: