World Cup: Kan Team Europe overhovedet true Canadas sejr?

Foto: Jan Korsgaard

Sportsomnia.com skriver om “sporten om natten” (dansk tid) og vi kan til enhver tid anbefale sidens udmærkede artikler. Ikke blot om ishockey, men også de øvrige store amerikanske sportsgrene. Link til sitet her.

Sportsomnia.com’s redaktør Martin Egholm har skrevet denne glimrende optakt til World Cup-finalen i nat, hvor  Canada møder Team Europe. 

I nat kastes pucken til den første af tre mulige finaler mellem værtsnationen Canada og turneringens store overraskelse Team Europe.

Der var ikke mange eksperter, hvis overhovedet nogle, der ikke havde Canada som kæmpefavorit til den ene finaleplads, men på den anden side var der formentlig heller ikke en eneste af de samme eksperter, som havde troet, at Team Europe ville blive deres modstander.

Jeg undskyldte allerede i sidste uge over min vurdering af det europæiske hold som en prügelknabe i denne turnering. Jeg havde ikke troet, at holdet ville få mere med hjem end maksimalt en sejr over Tjekkiet.

Nu står de så her i finalen efter sejre over USA, Tjekkiet og Sverige. Tre mastodonter i hockeysammenhæng. Det er dog også blevet til et nederlag til den kommende finalemodstander, men den gemmer vi lige lidt. Vi tager nemlig det positive først:

Den første kamp mod USA blev et imponerende resultat. Det europæiske hold formåede at holde amerikanerne helt fra fadet og kunne forlade isen med en 3-0 sejr. Resultatet blev grobund for den succes, holdet har oplevet i turneringen.

Om sejren mod amerikanerne var helt så fortjent, som cifrene fortæller, er nok mere tvivlsom.

Team Europe kendte sine besøgstider, det gjorde amerikanerne ikke, men at sige, de spillede bedre end amerikanerne er at tage den for langt, og jeg vil nærmere fokusere på, at amerikanerne blev ofre for deres egen vattede indstilling.

Det kostede dem, da de for sent blev opmærksomme på alvoren af kampen, og at europæerne var kommet for at give dem kamp til stregen.

Det er nemlig også værd at bemærke, at selvom jeg også havde meget små forventninger til Team Europe på baggrund af deres spillermateriale, så er det jo yderst gode og kompetente hockeyspillere hele vejen rundt, derfor slår man ikke bare holdet, hvis man selv møder op på 80 procent. Det lærte amerikanerne i hvert fald.

Den næste kamp var mod Tjekkiet, den kamp vælger jeg elegant at springe over, da det var den dårligste kamp i turneringen og ikke var tiden foran fjernsynet værd. Jeg vælger stadig at gemme kampen mod Canada til senere, så det bringer os til semifinalen mod svenskerne.

Sammenligningen med kampen mod USA ligger lige for. Der var dog ikke mange på lægterne, der kunne være i tvivl om, at svenskerne både var det bedste hold og det mest underholdende, men Team Europe var endnu engang det bedst organiserede defensiv, og svenskerne blev ofte kørt mod banderne og givet dårlige afslutningsvinkler.

De blev slået af egen medicin. Svenskerne er normalt kendt for at spille den velovervejede til tider kedelige hockey, som Team Europe i denne turnering har adopteret og næsten perfektioneret, men spændende at se på er det nu altså ikke.

Det første møde
Canada tog en imponerende 4-1 sejr, da finalisterne mødte hinanden i gruppe spillet. 46-20 var facit, da afslutningerne skulle gøres op. Det vidner om markant canadisk dominans, og det var præcis, hvad det var. Dette kunne meget vel også blive billedet, vi kommer til at se i de kommende to finalekampe (Jeg tror simpelthen ikke på, at vi skal have brug for den tredje).

Der var heller ikke meget trøst at hente hos træneren for det europæiske hold Ralph Krueger, da han blev spurgt, om han kunne se noget hold slå Canada i denne turnering.

Krueger svarede meget ærligt:  ”Nej det kan jeg ikke. Det vil kræve en magisk dag. En verdensklasse målmandsindsats og en virkelig, virkelig speciel gruppe at slå dette canadiske hold på isen.” Ikke meget trøst om en tæt finale i disse ord. Det er dog netop Krueger, folk kigger mod, hvis de skal finde en mulighed for, at overraskelsen skulle ske.

Han har tidligere slået Canada med Schweiz til OL i Torino, og fire år senere tvang hans schweiziske mandskab en kvartfinale mod canadierne helt i straffeslag. Nogle imponerende bedrifter.

Krueger har samtidig været meget tæt på det canadiske hold de senere år og fungeret som i en form for rådgiver for Mike Babcock. Hvis der er en, der kender alle den canadiske succestræners hockeyfilosofier, så er det den europæiske træner.

Sker miraklet?
Det kunne selvfølgelig lade sig gøre at fuldende miraklet. Miraklernes tid er jo ikke ovre. Skulle det ske, så ville jeg vurdere det på højde med det, som Team USA formåede i 1980, da de hjemtog OL-guldet med en sejr over det legendariske USSR-hold.

Der er dog en væsentlig forskel mellem disse to ”Cindarella stories”. USA spillede kun en kamp mod USSR. De skulle kun udføre miraklet en enkelt gang. Team Europe skal gøre det hele to gange, og nu når vi er i ordsprogenes kloge simplificering af virkeligheden, så slår lynet som bekendt ikke ned samme sted to gange, og Team Europe slår heller ikke dette super imponerende canadiske mandskab to gange. Canada vinder guld.