World Cup: Kæmpe drama, da Canada vendte og vandt i slutfasen (med video)

Canada har vundet World Cup of Hockey. Som ventet. Men hold op, hvor holdt det hårdt i nat i Toronto mod undertippede Team Europe i den anden finale i bedst af tre-serien.

Europæerne kom tidligt foran, da Frans Nielsen kørte frem i banen og fandt Lubomir Sekera, der sendte skiven videre til store Zdeno Chara, der bragte de sammenbragte fyre foran med 1-0 på et lille og lumsk vip mod fjerneste hjørne.

Carey Price i det canadiske mål blev fuldstændig snydt.

Anden periode bød blandt andet på en kæmpechance til John Tavares, der skød på stolpen på åbent mål. Thomas Vanek måtte se Carey Price nuppe en styring tæt under mål, og intensiteten var i det hele taget bedre end i den første finale.

Canadierne var for alvor presset for første gang i turneringen, men fandt en vej, som de næsten altid gør. Team Canada har vundet 16 kampe på stribe nu i de såkaldte “best on best”-turneringer – altså turneringer, hvor de bedste spillere er med.

Patrice Bergeron leverede 1-1-målet med blot 2:53 igen, og da Drew Doughty kort efter blev udvist, havde europæerne for alvor chancen for at slå igen.

Men i stedet for et sejrsmål dummede Team Europe sig ved at smide pucken væk og så slog canadierne til i en kæmpe omstilling.

Jonathan Toews kørte fremad og lagde en droppasning til Brad Marchand, der flækkede den ind bag Jaroslav Halak i Team Europes mål.

Afgjort. Og sejr til Team Canada og Sidney Crosby, der naturligvis – og fortjent – blev kåret til turneringens bedste mand.

Se højdepunkterne herunder: