World Cup: Bødker kommer i kamp i finaleserien

Foto: Jan Korsgaard

Slovakiske Marian Gaborik er blevet skadet og er ude i resten af World Cuppen. Det betyder formentlig, at Mikkel Bødker kommer i kamp i finaleserien mod Canada.

Mikkel Bødker har endnu ikke været på isen for Team Europe ved World Cup of Hockey i Toronto, men nu ser den 26-årige dansker ud til at skulle spille, når det sammensatte europæiske hold skal op mod Canada i finalen.

34-årige Marian Gaborik, som til daglig spiller for Los Angeles Kings, er blevet ramt af en fodskade og kommer ikke i kamp mere i World Cup-turneringen, ligesom det ifølge Sportsnets Nick Kypreos er tvivlsomt, om han når at blive klar til sæsonstarten i NHL.

Det kommer nok til at betyde, at Team Europe-træner Ralph Krueger finder plads til Mikkel Bødker i finaleserien mod canadierne. Finalen i World Cuppen spilles som en bedst af tre-serie.

Mikkel Bødker var med for Team Europe i træningskampene op til World Cuppen, men i selve turneringen har han fra tilskuerrækkerne set Frans Nielsen og Jannik Hansen være med til at bringe Team Europe i finalen.

Marian Gaborik har scoret to mål i turneringen. Han nettede blandt andet i semifinalesejren mod Sverige. Los Angeles Kings melder den slovakiske forward ude i op til otte uger.