WHL/AHL: Danskerpoint og erstatning

Lasse Petersen og et skadesramt Calgary Hitmen-hold kunne ikke stille meget op i anden omgang af back-to-back opgøret mod Prince George Cougars. Hitmen tabte 5-0, og den danske keeper måtte lade sig erstatte efter blot 20 minutter, da han havde lukket tre mål ind på otte skud.
Kyle Dumba, der erstattede den danske målmand, leverede efterfølgende 27 redninger på Cougars efterfølgende 29 skud. Skadessituationen hos Hitmen er i øjeblikket så slem, at de til kampen havde kaldt den blot 15-årige forward Tristen Nielsen op til kampen.

Dansker-assists og sejre
Bedre gik det for Alexander True og Seattle Thunderbirds. Den danske center fik en assist på Ethan Bears 2-1 scoring, da Thunderbirds slog Tri-City Americans med 3-2.

Hos de lidt ældre Americans, nemlig Rochester Americans i AHL, blev udfaldet også et nederlag, da de tørnede sammen med en danskerklub. Nicklas Jensen og Utica Comets vandt hjemme over Rochester Americans, der blev skudt ud af banen. Jensen og co. vandt godt nok kun 4-2, men Comets vandt envejskampens skudstatistik med hele 47-14.
Den danske højrewing fik en assist på hattrick-helten Hunter Shinkaruks tredje scoring, da Jensen lagde op til 3-1 målet tidligt i tredje periode.