WHL: True-scoring var ikke nok til at holde Thunderbirds i live

Foto: Jan Korsgaard

Alexander True og Seattle Thunderbirds var tvunget til at vinde den femte finale i nat dansk tid i Western Hockey League-slutspillet, og som i den seneste kamp kom danskeren igen på scoringslisten.

Og da Alexander True scorede til 4-3 32 minutter inde i kampen, var Seattle-mandskabet i den grad på sejrskurs. Thunderbirds førte 4-3 over Brandon Wheat Kings, der dog fik udlignet inden tredje periode skulle i gang.

I kamp fire vandt Thunderbirds 6-1, men i aften kollapsede Seattle-mandskabet totalt, da mesterskabet blev afgjort. For Brandon Wheat Kings scorede hele fire gange i sidste periode og kan dermed kalde sig for Western Hockey League-mestre anno 2016.

Dermed får Wheat Kings også billetten til slutspillet om Memorial Cup, hvor vinderne af de store canadiske juniorligaer mødes for at finde den endelige mester.

Alexander True kan se tilbage på en flot sæson, hvor danskerens aktier i det nordamerikanske bestemt ikke er faldet. Det blev i alt til 42 point i 83 kampe i grundspillet og slutspillet.