WHL: Tre point af Blichfeld i nat

Danske Joachim Blichfeld er for alvor kommet i gang i Western Hockey League, hvor han i nat leverede en fin kamp, da Portland Winterhawks vandt 7-6 hos Brandon Wheat Kings.

Blichfeld får masser af tiltro hos træner Mike Johnston hos Winterhawks, hvilket pointene i nat beviser. Samtlige tre Blichfeld-point blev nemlig leveret i powerplay, og i det hele taget var kampen en Portland-opvisning i stærkt spil i overtal.

Fem af syv Winterhawks-mål blev nemlig scoret i powerplay.

Det betyder, at Winterhawks er kommet glimrende fra start i sæsonen med seks point i fem kampe, og Joachim Blichfeld har allerede vist, at han sagtens kan være med blandt Canadas bedste juniorer. Danskeren står med syv point i syv kampe efter nattens dyst.