WHL: Søgaard First Star, Blichfeld Third Star i danskerduel

Medicine Hat Tigers mod Portland Winterhawks i WHL. Mads Søgaard, ligaens bedste målmand i redningsprocent mod den suveræne topscorer Joachim Blichfeld.

En ægte danskerduel, og den forløb ret tilfredsstillende set med rød-hvide øjne. Det endte nemlig 2-1 til Medicine Hat Tigers efter straffeslag. Mads Søgaard reddede 32 skud af 33 mulige, vandt straffeslagene og blev ikke blot kåret til kampens bedste spiller, men også til spilledagens bedste overhovedet i WHL.

Hvem scorede så for Portland Winterhawks?

Det gjorde Joachim Blichfeld naturligvis, der skød hele otte gange i løbet af kampen og satte Portlands 1-0-mål efter 10 minutter. 

Til gengæld vandt Mads Søgaard den direkte duel i straffeslagene og den lange aalborgenser tog samtlige fem Portland-forsøg, da kampen skulle afgøres. Meget stærk aften – igen – for Mads Søgaard, der altså efterlod Blichfeld i en af de store biroller.

Mads Søgaard stadig med ligaens bedste redningsprocent, Blichfeld suveræn topscorer.