WHL: HATTRICK AF BLICHFELD i 5-2-sejr til Portland

Det er efterhånden ved at være noget, der ligner utroligt, hvad Joachim Blichfeld for øjeblikket præsterer og præsenterer i Western Hockey League. Den danske angriber hælder konstant mål og assister ind for Portland Winterhawks, og i nat var han såmænd på pletten igen med et hattrick, da Portland besejrede de evige rivaler fra Everett Silvertips med 5-2.

Det betød naturligvis, at han blev First Star i kampen tæt forfulgt af kædemakkeren Cody Glass, der serverede assister til to af tre Blichfeld-mål. 

Danskeren satte 2-1-målet i første periode, og Blichfeld øgede til 3-1 i slutningen af anden periode. Kort inde i tredje periode var den danske Portland-forward på pletten for tredje gang og satte dermed sit mål nummer 20 for sæsonen.

Det betyder, at han nu er den bedste målscorer i Western Hockey League, mens han på topscorerlisten er toer efter Trey Fix-Wolansky fra Edmonton Oil Kings.

Blichfeld står med imponerende 43 point i 21 kampe og holder sig altså stadig på over to point i gennemsnit – og leverer stadig tilstande, der svarer til dem, Oliver Bjorkstrand stod for, da han i sin tid også dominerede i WHL for Portland.