WHL: BLICHFELD tilbage med mål og manér

Det er ikke længe siden, Joachim Blichfeld lå på isen til U20-VM i Buffalo, og man frygtede det værste for danskeren, der heldigvis slap billigt efter et grimt kast ind i banden i den afgørende VM-kamp mod Hviderusland.

Tidligere på ugen stod han i Frederikshavn til kampen mellem nordjyderne og Rungsted og havde stadig lidt problemer med at bevæge sig ordentligt i nakkeregionen.

Kort efter den kamp fløj han hjem til Portland for at genoptage karrieren i Western Hockey League, og nakken er tilsyneladende helt i orden igen, eftersom Blichfeld i den grad vendte tilbage med manér i sin klub Portland Winterhawks.

I går leverede han to assister, da Winterhawks bankede Tri-City Americans, og natten til i dag vandt Portland igen. Denne gang 5-4 over rivalerne fra Seattle Thunderbirds.

Blichfeld var på pletten igen med scoringen til 4-2 i kampen, som Winterhawks endte med at vinde 5-4.

Stærk kurs fra frederikshavneren, der dermed holder sit pointsnit på lige over et enkelt i Western Hockey League. Et snit, der altså for en måneds tid siden gav ham en kontrakt med San Jose Sharks.