WHL: Blichfeld kom på måltavlen igen

Joachim Blichfeld har været fremragende for Portland Winterhawks i WHL i denne sæson, og fredag føjede frederikshavneren yderligere to point til sin sæsontotal.

Portland havde besøg af Victoria Royals, og det blev et målrigt opgør, som Blichfeld og holdkammeraterne vandt med 7-3.

20-årige Blichfeld assisterede på Jared Freadrichs 1-0-scoring i powerplay efter to minutters spil, og den San Jose Sharks-draftede dansker scorede selv målet til 5-3 midt i tredje periode. Scoringen var Joachim Blichfelds 11. i sæsonen.

Joachim Blichfeld blev kåret til third star i fredagens kamp og står nu noteret for 28 point efter 15 WHL-kampe i denne sæson. Det placerer ham på en delt fjerdeplads på ligaens topscorerliste.