WHL: Blichfeld har gavn af “den bedste spiller i ligaen”

Joachim Blichfeld er sammen med holdkammeraten Cody Glass “Talk of the Town” i de bedste juniorligaer for øjeblikket. 

Det vilde Blichfeld-ræs fortsatte i nat, hvor danskeren leverede fem assister og skød sig op 22 point i otte kampe i Western Hockey League. Ganske utrolige cifre med næsten tre point i snit. Den kurs holder naturligvis ikke hele sæsonen, men alligevel er det opsigtsvækkende, hvad frederikshavner-forwarden hidtil har præsteret i indeværende sæson.

Måske er det indebrændthed over ikke at have fået muligheden i AHL hos San Jose Barracuda. Det tog i hvert fald Joachim Blichfeld et par dage at komme sig over, at han ikke skulle spille professionel seniorhockey for første gang i karrieren. 

– De fortalte mig, at jeg er en god spiller, men at jeg skal arbejde med mit spil og ikke mindst blive fysisk bedre. Det arbejder jeg på her i Portland med vores fysiske træner, så det skal nok ende godt. Jeg vil komme tilbage næste sæson i en forbedret udgave, siger Joachim Blichfeld i et nyligt interview med avisen Portland Tribune. 

Nu er Blichfeld tilbage i vante omgivelser og bor hos den værtsfamilie, han tidligere har været “udstationeret” hos i Portland. Og han glæder sig over at spille sammen med Reece Newkirk og ikke mindst Cody Glass i førstekæden hos Portland Winterhawks. Cody Glass blev draftet som første mand af Vegas Golden Knights i 2017. 

– Han er den bedste spiller i hele ligaen, så det er skønt for mig at spille med ham. Det giver selvtillid. Han læser spillet rigtig godt, og jeg skal bare være det rette sted, så finder han mig næsten hver gang, siger Joachim Blichfeld til Portland Tribune.