White Hawks var skarpest og tog bronzemedaljerne

Frederikshavn White Hawks var søndag på en svær opgave i SE Arena, hvor det afgørende slag om bronzemedaljerne skulle slås. White Hawks-spillerne skulle forsøge at vende fredagens 3-2-nederlag til samlet sejr i Vojens, hvor størstedelen af de 2618 tilskuere var mødt op for at hjælpe hjemmeholdet til medaljer for 11. sæson i træk.

I en noget rodet affære viste de nordjyske spillere sig dog skarpest, og med en 3-1-sejr lykkedes det frederikshavnerne at vinde bronze for tredje sæson i træk.

SønderjyskE havde søndag sendt flere af sine unge spillere med andetholdet fra Vojens til Hvidovre, hvor der samtidig med bronzekampen i SE Arena blev spillet om mesterskabet i 1. division. Det betød, at SønderjyskE kun stillede med tre kæder i kampen mod Frederikshavn, fordi backerne Marc Sørensen og Nikolaj Carstensen, samt forwards som Morten Skov, Martin Eskildsen, Kristoffer Mohr og Frederik Rasmussen alle var med i Hvidovre.

Hjemmeholdets normale backup-målmand Jon Lee-Olsen var også hoppet på spillerbussen til Hvidovre. Derfor agerede unge Frederik Dichow, som i sidste måned blev kåret til turneringens bedste målmand ved U15-DM i Rødovre, backup for Joni Myllykoski.

Første periode periode af den afgørende bronzekamp blev en noget rodet affære, som trods flere personlige fejl sluttede 0-0.

Kim Lykkeskov fandt Cory Quirk, som testede George Sørensen efter mindre end et minuts spil. Kort efter kom Joni Myllykoski så i aktion, da store Niclas Edman kom til afslutning fra slottet, men den finske målmand, som før opgøret blev kåret til sæsonens mest værdifulde spiller i SønderjyskE, snuppede uden større problemer svenskerens skud.

Spillet bølgede efterfølgende frem og tilbage, og der opstod fine chancer i begge ender. Særligt hjemmeholdets Mark Lee var pågående.

White Hawks kunne have fået momentum, da Mads Bødker blev udvist efter godt otte minutters spil for en boarding i egen zone. Joni Myllykoski måtte diske op med en stor redning, da Mathias Bau Hansen efter sløset spil fra hjemmeholdet kom frem til en stor chance, men ellers var gæsternes powerplay forholdsvis ufarligt.

De 2618 tilskuere i SE Arena kunne følge 1. divisionsholdets finale i Hvidovre igennem liveopdateringer på arenaens storskærm. Det resulterede i første periodes største jubelbrøl, da det blev annonceret, at Vojens tidligt havde bragt sig foran med 2-0 i den femte og afgørende finalekamp.

Som første periode skred frem i SE Arena sad White Hawks mere og mere på spillet, og gæsterne vandt da også skudstatistikken for de første 20 minutter med 10-5. En veloplagt Niclas Edman og Colin Vock kom i fællesskab frem til periodens største chance med to minutter til pause, men til stor ærgrelse for de få tilrejsede tilskuere fra Frederikshavn lykkedes det Joni Myllykoski at få dirigeret pucken over mål.

Der skulle blot gå 37 sekunder af anden periode, før der kom gang i målscoringen. Mathias Bau Hansen fik upresset lov at bevæge sig ind i SønderjyskE’s zone, og han trak resolut pucken op i målhjørnet, som Joni Myllykoskis gribehandske ikke nåede at få dækket.

Kort efter scoringen pressede Frederikshavn igen på i zonen, men spillet blev fløjet af efter skærmydsler mellem gæsternes Nick Olesen og hjemmeholdets Anders Overmark i det ene hjørne. De to spillere tog sig en rask nævekamp, som til stor utilfredshed for hjemmeholdets bænk og fans endte med to plus to plus ti minutter i straffeboksen til Overmark, mens Nick Olesen slap med to plus to minutter.

Holdene fortsatte med at spille fem mod fem og SønderjyskE satte sig som perioden skred frem mere og mere på spillet. De helt store chancer udeblev, men værterne tog for alvor teten, da de efter otte minutters spil kom i overtal, fordi gæsterne blev idømt en holdstraf for at være for mange spillere på isen.

Udligningen udeblev i første omgang trods flere fine tilbud til de lyseblå, men med syv minutter tilbage af midterperioden brød jublen løs i SE Arena. Thomas Spelling scorede fra distancen i en situation, hvor gæsterne mente, at der blev lavet interference på målmand George Sørensen.

Målet, som kom få sekunder efter, at Cory Quirk havde haft et skud på overliggeren, fik lov at stå, og så var SønderjyskE igen på bronzekurs efter deres 3-2-sejr fredag aften i den første kamp i Scanel Hockey Arena.

Med tre minutter tilbage af perioden trak Nick Olesen en tripping-udvisning på Mads Bødker og efter bare 23 sekunder udnyttede White Hawks overtallet til at bringe sig foran med 2-1 ved Colin Vock, som har været høgenes mest målfarlige spiller i denne sæson.

I de døende sekunder ramte Nick Olesen stolpen, men hjemmeholdet slap med skrækken og i det samlede regnskab var det således helt lige i kampen om bronzemedaljerne før tredje periode.

SønderjyskE kom skidt ud til tredje periode, og efter 47 sekunder tog hjemmeholdet sig en blunder omkring eget mål. Det gav en returpuck, som 38-årige Robert Carlsson var over og slog i nettet til en White Hawks-føring på 3-1.

Fem minutter inde i perioden fik SønderjyskE’s Antti Hölli chancen for at udligne i den samlede stilling, men hans misbrugte den kæmpe chance, hjemmeholdet kombinerede sig frem til.

White Hawks’ Robin Bergman blev foræret en stor chance midtvejs i perioden, hvor Thomas Spelling oversatsede på en pasning i gæsternes zone. Bergman opsnappede pucken og fik en friløber, men Spelling nåede selv tilbage og fik reddet kastanjer ud af ilden.

Få minutter senere var Frederikshavn igen tæt på den 4-1-scoring, som nok ville have lukket kampen. Joni Myllykoski parerede pucken over sig selv og gummiskiven dansede på stregen, indtil en af hjemmeholdets backer kom til og fik slået en befrier.

Hjemmepublikummet forsøgte i slutfasen at tromme de sønderjyske spillere frem til den reducering, som ville betyde overtid i kampen om bronzen. Med et minut og 14 sekunder tog SønderjyskE-træner Dan Ceman timeout for at sætte det sidste pres op.

Målmand Joni Myllykoski blev taget ud, og Frederikshavn var tæt på at lukke i tomt mål med et minut igen, men måtte se skuddet fra egen zone blive afvist af stolpen. SønderjyskE fik aldrig lagt pres på George Sørensens mål, så tiden løb ud og gæsterne kunne glæde sig over at have kørt bronzemedaljerne i hus for tredje år i træk.

SønderjyskE fik altså ikke medaljer for 11. sæson i træk, og det lykkedes dermed ikke sønderjyderne at tangere Esbjergs rekordlange stime fra 1973. Til gengæld kunne publikum efter medaljeoverrækkelse juble over, at det lykkedes Vojens IK at vinde mesterskabet i 1. division med en overtidssejr over Hvidovre i den afgørende finale.