White Hawks-kaptajn rasende over nederlag

Foto: iShoot.dk

Hvidovre tog for første gang i sæsonen point fra Frederikshavn i sæsonen – og det var alle tre pinde, da de to hold mødtes i Allan Villadsen Arena i aftes. Hjemmeholdet vandt 3-2 og afgjorde kampen blot 49 sekunder før tid, da Tobias Dyk scorede det afgørende mål. 

Det efterlod en rasende White Hawks-kaptajn, Rasmus Søndergaard. Han kaldte nederlaget utilgiveligt, da Kanal Frederikshavn talte med ham efter kampen.

– Vi skal have point i sådan en kamp, hvis vi vil være med i den sjove ende, men alt for mange gange i denne sæson har vi smidt point i slutningen af kampene, vurderede han. 

Han erkendte, at Hvidovre også havde gode chancer i løbet af kampen, men at Frederikshavn ganske enkelt skulle have scoret flere mål. 

– Vi smider alt for mange point væk, og det er vores egen skyld. Vi burde have scoret flere mål i Hvidovre. Chancerne var der, men vi rammer stolpen tre-fire gange. Det er p…. ringe, sagde White Hawks-kaptajnen til Kanal Frederikshavn. 

Nordjyderne ligger trods nederlaget nummer tre i Metal Ligaen efter Herning og Aalborg, mens Hvidovre trods sejren ikke hentede ind på Herlev i bunden.