White Hawks fik revanche

Frederikshavn-Gentofte 4-1 (Af Michael Eriksson) White Hawks erobrede tre velfortjente point i dagens tidlige eftermiddagskamp i Metal Ligaen. En sejr de grundlagde på en flot første periode, hvor Gentofte slet ikke var med. Holdets fjerde udekamp i træk i Jylland faktisk, hvilket ikke høstede point af sig denne gang. Kampen steg betragteligt i intensitet i tredje periode, hvor dommerne til tider havde sit hyr med spillerne.

De nok så berømte busben når sjællandske hold kører til Jylland og omvendt, kunne Gentofte ikke bruge som undskyldning efter dagens første periode i Scanel Hockey Arena. Efter fredagens kamp i Esbjerg havde holdet en god lang weekend i det jyske, med overnatning i Herning, så derfor var dagens bustur til Frederikshavn ikke så lang.

At det så alligevel blev en mareridtsagtig første periode for Stars spillerne, må der være andre årsager til, for holdet virkede slet ikke klar på opgaven. Bortset fra et par chancer, den største til Luis Blak Olsen, var det ikke meget man så til eftermiddagens gæster i de første tyve minutter.

Hjemmeholdet buldrede på fra starten af, og på to mål efter godt seks minutter af Rasmus Søndergaard, fik White Hawks den start på kampen som de havde ønsket sig. Gentofte har voldt høgene store problemer i sæsonen hidtil, men i dag var der revanchetid. Det var i spil fire mod fire, den rutinerede White Hawks back to gange fyrede kanonen af med 26 sekunders mellemrum.

Det blev også 3-0 til hjemmeholdet inden første periodes afslutning, hvor Colin Vock med en af hans efterhånden velkendte scoringer i overtal fik scoret. Han modtog pucken tæt under mål, og i baglæns bevægelse tæt på målmanden, vendte han sig hurtigt om og lagde pucken i mål. Fornem detalje af amerikaneren, som bragte liv på lægterne blandt hjemmeholdets fans.

I anden periode var det småt med højdepunkter i eftermiddagens kamp, hvor de to keepere, George Sørensen og Teemu Seppänen, dog fik vist prøver på deres store potentiale. Gentofte kom noget mere med i kampen end i første periode, men skarpheden foran mål var ikke til stede. George Sørensen stod i vejen for det der var, og Luis Blak Olsen måtte se sin store chance for en reducering forsvinde, da han skød forbi mål i en situation hvor den lille høge-keeper var væk.

Hjemmeholdet producerede også enkelte chancer, men altid hårdt kæmpende Mathias Bau, og hans kædemakker Colin Vock, kunne ikke få pucken ind bag den finske keeper i Stars målet.

I tredje periode måtte Sebastian Svendsen forlade isen efter en hårdhændet tackling. Det lignede en hjernerystelse til den ellers så arbejdsomme høge-spiller, og utilfredsheden med dommerkvartetten steg hos hjemmeholdets fans, da der ikke var en følgestraf til Gentofte spilleren. Intensiteten steg betragteligt i tredje periode, hvor Grumsen og Nielsen kom i centrum med flere kendelser, som hjemmeholdet ikke følte sig tilfredse med.

Utilfredsheden på lægterne blev ikke mindre da først Colin Vock fik to plus to minutter, og kort efter røg 100 kampjubilaren Emil Birk samme vej. Det fik Gentofte muligheden i fem mod tre, og det var de ikke sene til at udnytte, da Artem Iossafov sendte pucken i mål.

At det hurtigt kan vende i ishockey er velkendt. Da Niclas Hansen fik sig en fortjent badebillet med fire minutter igen, var der igen glæde blandt publikum, der helt glemte trængslerne fra tidligere i perioden.

Så kort efter kunne nettet igen blafre i gæsternes bur, da Mads Larsen scorede til 4-1 for White Hawks, hvilket blev dagens sidste scoring. Hos hjemmeholdet var Rasmus Søndergaard bedste spiller, mens Luis Blak Olsen kunne bryste sig af at være gæsternes bedste i dagens opgør.