VM: Vigtig sejr til de danske is-løvinder

AALBORG, DENMARK - 2016 IIHF Womens World Championship Division 1 Group A: (Photo by Jan Korsgaard)

De danske isløvinder fik endelig en sejr i tredje spillerunde ved Division IA-VM i Aalborg. Efter to nederlag mod formodede tophold i de to første kampe, fik danskerne has på nyoprykkerne Slovakiet i “must win-matchen” tidligt mandag eftermiddag.

Sejren var fuldt fortjent, også selv om det var slovkkerne, der kom foran tidligt i kampen, da et skud udefra fik lov at passere Lisa Jensen, der havde fået genvalg i målet efter sin flotte indsats mod tyskerne. Hun reddede de efterfølgende 16 slovakiske skud og beviste dermed, at landstræner Thomsens disposition på den vigtige post var korrekt.

To af de spillere, man ikke har set så meget til rent offensivt på førstedagene, stod for den danske vending. Luleå-spilleren Michelle Weis udlignede til 1-1 inden første periode var slut, og så var det ellers måljægeren fra Herlev, Silke Lave Glud, der viste sig som matchvinder i anden periode.

Der var højt tempo på danskerne i midtperioden, og Silke Lave Glud fik i tiden 21:50 smuttet en puck ind fra en spids vinkel. I det hele taget sad danskerne på perioden, og det var igen Silke Lave Glud, der fik scoret efter 34 minutter. 3-1 ved anden pause, og det lignede en sikker dansk sejr. Føringen kunne have været større.

Slovakkernes sidste alvorlige mulighed kom med 10 minutter igen af kampen, da gæsterne fik et powerplay, men her lykkedes det altså Danmark at slide i to minutter og hjælpe Lisa Jensen til at holde buret rent.

Meget vigtig sejr til Danmark, der nu kan spille med lidt mere luft og lidt mere frigjort i de kommende kampe mod Frankrig og Norge – og måske endda arbejde sig op til målsætningen om en placering i top tre.