VM: Rusland vandt på “Victory Day”

Foto: Jan Korsgaard

Mandag var national mærkedag i Rusland, hvor sejren over Nazityskland i Anden Verdenskrig blev fejret med en militærparade på Den Røde Plads i Moskva. I byens ishockeypalads var der også russisk parade.

Anført af Chicago Blackhawks-profilen Artemi Panarin besejrede de russiske VM-værter den tidligere Sovjet-nation Letland med 4-0. Russerne viste i flere momenter fantastisk ishockey, som kan bringe dem langt i turneringen, hvor der nærmest er folkekrav om en guldmedalje.

Letterne gav ikke op uden kamp og i de formåede at holde værterne fra at score i første periode, som endte 0-0. Bare 29 sekunder inde i anden periode fik Artemi Panarin bragt russerne på tavlen, og syv minutter senere var NHL-spilleren igen på spil.

Panarin erobrede pucken bag det lettiske mål, og efter nogle klassiske, hurtige pasninger endte gummiskiven hos Yevgeni Dadonov, som nemt kunne gøre det til 2-0.

Artemi Panarin fik chancen for at lave sit tredje point, men den lettiske målmand Elvis Merzlikins afværgede Chicago-spillerens friløber. Periodens dramatiske højdepunkt stod den russiske back Alexei Emelin for, da han blev sendt i bad for en knætackling.

Letland pressede godt på i det efterfølgende fem minutters powerplay, men på sublimt målmandsspil fra NHL-målmanden Sergei Bobrovsky holdt russerne stand, selvom de endda var tre mod fem i de sidste 75 sekunder af Emelins udvisning, fordi endnu en russisk spiller måtte en tur i straffeboksen.

Artemi Panarin kom i fokus igen syv minutter inde i tredje periode, hvor han lavede sit tredje point i kampen, da han stod for oplægget til Vadim Shipachyovs 3-0-mål. I slutningen af kampen kunne Panarin selv afslutte en festlig eftermiddag i Ice Palace med en powerplayscoring til slutresultatet 4-0.

Gruppe A
1. Rusland 3 2 0 0 1 10:7 6
2. Tjekkiet 2 1 1 0 0 7:3 5
3. Sverige 2 1 1 0 0 7:3 5
4. Danmark 2 1 0 0 1 5:5 3
5. Kazakhstan 2 0 1 0 1 7:8 2
6. Schweiz 2 0 0 2 0 5:7 2
7. Norge 2 0 1 0 1 4:6 2
8. Letland 3 0 0 2 1 4:10 2