VM-overblik: Dagens kampe i Kosice og Bratislava

Foto: Jan Korsgaard

Vi crusier videre i vores lille daglige VM-overblik. Der er et billede, der begynder at tegne sig i hvert fald i Bratislava-gruppen, hvor gruppen knækker over snart, medmindre Letland slår et af de store hold. 

Klokken 16:15 i Bratislava i dag gælder det dog for letterne om definitivt at spille sig væk fra nedrykning i kampen mod Italien. Der bør være klasseforskel. Letland havde ikke de store problemer med Østrig og tabte knebent til Schweiz, mens det skrøbelige italienske hold har tabt 0-9 til Schweiz og 0-8 til Sverige i de to første kampe. Det var faktisk overraskende, at italienerne rykkede op i fjor, og det ligner en hurtig returbillet. Der er et generationsskifte i gang på det italienske hold, og det kan mærkes.

Læg mærke til Ottawa-spilleren Rudolfs Balcers, der har været fremragende for Letland hidtil.

Danmark møder Storbritannien. Du kan læse mere om matchen lige her. Det er blot at konstatere, at det er 17 år siden sidste møde. Dengang var de danske spillere ofte intimideret af briternes hårde fysiske stil, i dag har vi et helt andet scenarie og en helt anden stil hos briterne, der nok er inspireret af Canada, men ikke “beskidt spillende”, som de var tilbage i 90’erne.

HVIS NU alt går som håbet i Danmarks kamp, så kan man håbe på, at Frankrig kan drille Tyskland i den sene kamp i Kosice. Det vil skabe ujævnhed i tabellen og øge mulighederne for åben kamp om den fjerde kvartfinale. Lad os dog også være realistiske og erkende, at Tyskland ser langt mere solide ud end Frankrig at dømme efter de to nationers kampe mod Danmark. Draisaitl og co. er solide favoritter og kan tage et stort skridt videre i aften. 

I Bratislava kan Schweiz også spille sig i nærheden af en kvartfinale ved at besejre Østrig. De forsvarende sølvvindere har hidtil overbevist med en sikker sejr over Italien og 3-1 over Letland, og der bør heller ikke være hindring i Østrig, der bare skal se frem til kampen mod Italien i slaget om at blive oppe. Et schweizisk pointtab vil være en overraskelse og læg mærke til en stærk Nico Hischier, der afgjorde mod Letland.