VM: Opgør nummer 27 mellem Danmark og Letland

Foto: Jan Korsgaard

Det er Danmarks 27. kamp mod Letland i aften – og i de seneste opgør har Danmark haft styr på letterne. Se her den hurtige, historiske gennemgang af de nationers kampe – fra Ishockeylandsholdets Facebookside:

Der skulle gå 18 år fra den første VM/OL-kamp mellem Danmark og Letland til, at Danmark endelig kunne registrere den første gældende sejr over den stærke og traditionsrige baltiske ishockeynation. Letterne er ishockeygale og deres nationale udvalgte KAN virkelig spille ishockey, så englene synger, hvis de rammer dagen.

Det var i den 19. landskamp mellem de to nationer, at Danmark endelig lykkedes med at VM-besejre letterne. Det var efter straffeslag ved VM i Bratislava 2011, og sejren var umådelig vigtig, fordi Danmark på den måde undgik at ende i et nervepirrende nedrykningspil. I Stockholm året efter besejrede Danmark også Letland (2-0).

I alt har de to nationer spillet 26 kampe mod hinanden og seks gange (tre i ordinær spilletid og tre i overtid/straffe) har Danmark vundet. I VM/OL-regi har Danmark to sejre (en i ordinær, en i straffe) og fem nederlag mod Letland.