VM: Løverne er lettet

Oliver Lauridsen (i midten) flankeret af bromand, Markus og Esbjergs Nicholas B. Jensen kort før afrejsen til Rusland i dag.

Det danske ishockeylandshold sidder nu i luften over København – sådan godt og vel – for det er netop nogle minutter siden, at løverne lettede i det chartrede fly, der skal bringe dem til den russiske hovedstad, hvor en række træningsenheder venter, inden det går løs med den første kamp mod Norge 7. maj.

Janne Karlsson har som bekendt 25 spillere med i sin trup, og det er med behørig optimisme, at danskerne flyver til det russiske.

– Vi kommer til VM med et virkelig spændende mandskab og en god blanding af rutine og ungdom. Vi har NHL-spillere og unge gutter, der gør det godt i andre nordamerikanske ligaer, topspillere fra store europæiske ligaer og de bedste folk fra Metal Ligaen. Vi skal nok lave lidt ravage derovre, sagde Karlsson for nylig, da VM-truppen blev offentliggjort, og i et nyligt interview med IIHF.com siger Nikolaj Ehlers, at kvartfinalen bestemt er mål for den friske danske trup.

– Selvfølgelig er målet kvartfinalerne. Vi vil spille vores spil og komme ganske langt. Vi har stort potentiale, selv om vi er et ungt hold. Jeg tror, vi kan lave noget stort og jeg glæder mig til det, siger Ehlers.