VM: Larsen melder fra, Bødker og Lassen aktuelle, 1-2 mod Sverige

Foto: Jan Korsgaard

Der var masser af fin stemning i Odense, hvor 1610 tilskuere leverede en fortrinlig kulisse til landskampen mod Sverige. Stemningen slog med længder den i Aalborg og Vojens mod Finland i sidste uge.

Oven i købet leverede Danmark en fin kamp og var tæt på at tage point fra Sverige for første gang nogensinde i en officiel landskamp. 

Det var først dybt inde i tredje periode, at Daniel Zaars afrettede skud blev slået i mål af Markus Lauridsen, der desperat forsøgte at slå pucken – der var på vej i mål – væk fra nettet. 

Det lykkedes ikke og dermed annullerede svenskerne Matias Lassens fine udligning tidligere i perioden. 

Sverige førte 1-0 efter første periode på mål af Dennis Rasmusssen, der fik for meget plads til at fyre et trækskud af, som Sebastian Dahm ikke kunne snuppe. Morten Poulsen udlignede efter et bandestuds, men Jesper Boqvist fik scoret for svenskerne kort før anden pause, inden kampen altså kulminerede i tredje periode. 

Efter kampen rumsterede der nye og gamle navne i kulissen. Måske lidt overraskende er det, at Stefan Lassen er inde omkring holdet igen. Veteranen havde næsten stoppet sin karriere i efteråret, men er altså tilbage igen omkring truppen, skriver DR’s Frederik Lindved på Twitter.

Han beretter ligeledes, at en anden rutineret back, Philip Larsen, har meldt fra. Larsen er lige blevet far, og døjer ligeledes med en skade.

På forwardsiden er der godt nyt: Mikkel Bødker flyver ind i weekenden – og er han skadesfri, er han med inde i kampen om angrebspladserne på landsholdet, hvor Ottawa-forwarden naturligvis bliver en solid forstærkning – alt det også via Frederik Lindved.