VM: Iskolde finner tværede Hviderusland ud

Finland går efter “the triple” ved VM. Finnerne har vundet både U18- og U20-VM i indeværende sæson, og kan Finland vinde senior-VM, vil det være en absolut historisk triumf for De Tusind Søers Land. Intet mindre.

I dag tog Finland hul på turneringen mod Hviderusland, der plejer at kunne drille de store nationer, men det hviderussiske mandskab blev fuldstændig neutraliseret i dagens kamp mod de flyvende finner. Efter en målløs første periode rykkede Finland fra i anden periode, anført af en fuldstændig forrygende Patrik Laine.

Supertalentet scorede to gange og leverede en assist i en midtperiode, hvor Finland bragte sig foran 4-1. Diskussionen om kampens vinder var for længst slut, da de to hold løb på banen til tredje periode, hvor Antti Pihlström og Mikael Granlund gjorde det til 5-1 og 6-1.

Alexei Kaluzhny reducering i slutfasen var ren kosmetik. Fremragende finsk start, Hviderusland forpassede muligheden for en overraskelse i denne omgang.