VM: Her er de sidste danske spørgsmålstegn

©iShoot.dk

Det bliver et spændende dansk VM-hold med flere nye ansigter, der stiller op i Kosice til den første match mod Frankrig. For selv om der stadig mangler enkelte brikker, er der med sikkerhed flere debutanter med under Heinz Ehlers, når de rød-hvide stiller op til VM.

Målmandstrioen bliver af den rutinerede slags med Sebastian Dahm, Patrick Galbraith og Simon Nielsen. Alle tre ved, hvad det drejer sig om og Dahm er førstemand. Det er der næppe tvivl om.

De otte backer ser ud til at være sat. Der er ikke flere brikker at flytte med, og det betyder med sikkerhed masser af tid på isen til Lauridsen-brødrene, Jesper Jensen Aabo og Nicholas B. Jensen. Den kvartet skal trække et kæmpe læs. 

Naturligvis kommer Stefan Lassen også ind med al sin VM-erfaring, og han giver den rutine i VM-sammenhæng, som hverken findes hos Lassen, Bruggisser og Oliver Larsen (debutant) ikke kan bringe. Men den trio har til gengæld allerede god erfaring på klubplan – Oliver Larsen må formentlig begynde VM som reserve.

Fire forwards kan stadig blive aktuelle. Nikolaj Ehlers har meldt sig klar, hvis han er fri for skader, mens Alexander True og Patrick Russell sagtens kan blive ringet op, hvis de bliver fri af deres nordamerikanske forpligtelser. Russell skal dog i en bedst af syv-serie, mens Trues skæbne står og falder med San Jose Sharks’ gøren og laden i serien mod Colorado. Her er stillingen 1-1.

Endelig er der Lars Eller. Washington-stjernen kunne være en gigantisk forstærkning, hvis han er så frisk, at han er rede til at rejse til Europa. Beskeden om Ellers deltagelse kommer snarest.

Heinz Ehlers kan glæde sig over, at Peter Regin og Nicklas Jensen er klar til at spille søndag og dermed kan han altså disponere over det hold, der kan blive den startopstilling, han bruger i VM-premieren. 

Følgende 14 angribere er med i den nuværende trup: Morten Madsen, Nicolai Meyer, Nick Olesen, Nicklas Jensen, Mikkel Bødker, Peter Regin, Joachim Blichfeld, Mathias Bau, Frederik Storm, Morten Poulsen, Jonas Røndbjerg, Jesper Jensen, Julian Jakobsen, Mathias From.

En vældig spændende stab af angribere – og et eller andet sted vel ganske forfriskende.