VM: Frederik Andersen plejer kroppen og takker nej

Foto: Dinur

Det var næsten ventet.

Efter en hård sæson trækker Danmarks bedste ishockeymålmand Frederik Andersen nej-kortet til VM i Slovakiet, der begynder om små to uger i Bratislava og Kosice.

Det bekræfter han overfor TV2 Sport i dag. 

– Jeg har talt med læger og fysioterapeuter, og den står nu på hvile og genoptræning. Så det blev, som forventet, et nej, siger Frederik Andersen til TV 2 SPORT.

Frederik Andersen var i perioder af denne sæson en af NHL’s bedste målmænd, men måtte sammen med sit Toronto-mandskab kapitulere i den syvende kamp mod Boston for et par dage siden.

Han var i slutningen af grundspillet ude i en håndfuld kampe – hvilket skyldtes problemer med lysken, og det er formentlig den skade, der skal plejes, så han er klar til næste sæson.

Dermed bliver det Dahm, Galbraith og Nielsen, der skal udgøre målmandstrioen ved VM for Danmark.