VM: FINLAND VERDENSMESTER EFTER 3-1 over Canada i finalen

© iShoot.dk

Finland er verdensmester og rejsen stoppede aldrig for sympatiske Suomi, der helt sensationelt vandt VM-finalen i aften. 

Det blev 3-1 over Canada og endnu en marginalsejr til finnerne, og endnu en vild kamp efter sejrene over Sverige og Rusland i kvartfinalen og semifinalen. 

Finnernes helt store mand var Marko Anttila, der efter afgørende mål mod både Sverige og Rusland også strålede i finalen, hvor Finland altså havde problemer i første periode. Den dominerede Canada, der førte 1-0 og syntes at styre mod en sikker sejr. 

Shea Theodore var målscoreren i første periode, men Finland åd sig ind i kampen i anden periode, som var finnernes bedste. Marko Anttila var igen på plads efter 23 minutter og derefter var finnerne stærkt kørende og havde godt fat i Canada. Bagest stod Kari Lankinen fremragende i det finske bur, og i tredje periode slog Marko Anttila igen til med et tidligt mål.

Derefter pressede Canada på – og pressede på. Det var tungt for Finland at holde fast, men det lykkedes. Og midt i det hele slog Finland kontra. Harri Pesonen kom af sted i en kontra og scorede på Matt Murray. 3-1 til finnerne, og det klarede Canada ikke at slå igen på. 

Vild aften for finnerne, og det bliver endnu vildere i Helsinki i de kommende dage.