VM: Finland i semifinalen – nedlægger tamme amerikanere

Vojens Efterskole

USA-Finland 0-2 (0-0, 0-1, 0-1): Finland fandt et andet niveau end i gruppespillet og er klar som første hold til VM-semifinalen.

Holdet vandt torsdag eftermiddag fuldt fortjent 2-0 over USA efter en stærk, kontrolleret og disciplineret indsats i Lanxess Arena i den tyske værtsby, Køln, foran 8.968 tilskuere.

Finland har haft spillemæssige problemer i VMs gruppespil, men der var anderledes takter fra de finske skøjter fra begyndelsen af kvartfinalen. En god start med energi og solide angreb.

Amerikanernes Anders Lee havde kampens første gode chance, men Finland-keeper Harri Sateri var på sin plads.

Finnerne nærmede sig en føring, da Jusso Hietanens forsøg efter otte minutter blev styret op på overliggeren. Også Joonas Kamppainen var tæt på et par minutter senere, men USA og målmand Jimmy Howard red stormen af.

I den anden ende var Brock Nixon nærved at sende amerikanerne i front, men Sateri med fin start i målet.

Juhamatti Aaltonen fulgte en række gode Finland-forsøg op med en friløber, men tilskuerne havde endnu første mål i vente.

Finland fik muligheden i powerplay med tre minutter til pause, men holdet fik ikke kreeret reelle chancer. Første periode bød på gode chancer – især til finnerne – men ellers 20 relativt stille minutter, hvor USA havde mindre tempo og intensitet end set i flere gruppekampe.

Kort inde i anden periode fik Finland powerplay, og 35 sekunder lå pucken i nettet bag Jimmy Howard. Mikko Rantanen stod helt umarkeret tæt under mål, og han fulgte op på en retur efter skudforsøg. Skidt, skidt undertal af USA.

Amerikanernes Nick Bjugstad havde farlig styring efter seks minutter, men Harri Sateri i målet var på plads. Det var ellers ikke ret meget, USA spillede sig frem; Finland stod kompakt i midtzonen og gav ikke plads væk.

Nyt finsk powerplay midtvejs i perioden, hvor de blå-hvide spillere vedholdt presset og også skabte god chance.

Med seks minutter til pause havde Brock Nixon alletiders mulighed for udligning, men amerikaneren brændte, og frustrationen begyndte så småt at vise sig hos USA.

Anden periode sluttede med første powerplay til USA, men symptomatisk for kampen indtil nu, skabte Finland den bedste chance. Valtteri Filppula afsluttede efter en finsk to mod en-situation.

Finnerne fortjent i front efter 40 minutter. Holdet spiller klogt, smart og meget disciplineret hockey, og der bliver ikke givet ved lågen. USA bliver lukket helt ned i omskiftningsspillet, som ellers har givet amerikanerne flere scoringer i VMs gruppespil.

Finland med god mulighed for at øge føringen i overtal i begyndelsen af tredje periode, men USA fik lukket ned. Vigtigt for amerikanerne, der snart skulle røre på sig i jagten på udligning.

Hvad Finland ikke gav væk i spilvendinger, gjorde USA til gengæld. Amerikanerne fejlede i midtzonen efter syv minutter, og så kom finnerne i to mod en. Fint samarbejde mellem Juhamatti Aaltonen og Joonas Kemppainen, og sidstnævnte sendte pucken over stregen til 2-0. En artig overraskelse i en kamp, hvor USA ellers gik ind som favoritter.

Amerikanerne i tydelig frustration og rådvildhed. Og det kostede dagens anden udvisning til Kevin Hayes knap halvvejs i perioden. Finland ufarlige i overtal, og USA havde stadig ni minutter i jagten på scoringer.

Det var dog ret sporadisk, hvad USA spillede sig frem til. Kendetegnet for hele kampen manglede amerikanerne tempo og intensitet i spillet – ikke gjort nemmere af, at Finland stod utrolig stærkt i styrespillet.

Stor chance til USA med fire minutter igen, men Harri Sateri atter på plads i buret.

En udvisning til hvert hold i slutminutterne. USA forsøgte at sætte en slutspurt ind og trak Jimmy Howard ud af målet, men på trods af et par forsøg i sidste minut, løb tiden ud for amerikanerne.

Finland og deres fem NHL-spillere overrasker dermed med en 2-0-sejr over USA, der stiller med hele 20 NHL-spillere. En imponerende bedrift af finnerne, der på dagen var et niveau bedre og mere klar til opgøret; USA underpræsterede og skuffede i den grad.

I semifinalen skal Finland møde vinderen af aftenens kvartfinaleopgør mellem Sverige og Schweiz.

About Danny Longhi Andreasen 144 Articles
Uddannet journalist ved Syddansk Universitet i 2017. Freelancejournalist hos BTMX, ishockey-VM 2018-organisationen og luftfartssitet check-in.dk. Bosat i København. Andre interesser/hobbyer: privatpilot, geografi, sport generelt, naturen og rejser. Kontakt: Mail: dannylonghi@hotmail.com - Twitter: @longhi55