VM: Far Frans melder fra

Foto: Jan Korsgaard

Danmarks helt egen NHL-veteran, Frans Nielsen, deltager ikke ved VM-turneringen i Slovakiet. Nielsen har siddet ude med en skade i den sidste del af NHL-grundspillet hos Detroit Red Wings, men det er en glædelig omstændighed, som holder den 34-årige herningenser fra at trække i landsholdstrøjen.

Frans Nielsen blev i marts far for anden gang, og derfor har han meddelt landstræner Heinz Ehlers, at familien i denne omgang sættes i første række.

– Jeg fylder 35 år om nogle uger og bliver nødt til at tænke på mig selv og familien. Da min søn blev født for et par år siden, var jeg væk hele den første måned på grund af OL-kvalifikation og World Cup. Nu vil jeg gerne prøve at opleve de første uger som far for min datter, siger Frans Nielsen til TV 2.

Den rutinerede tovejs-center, der som 18-årig var med til at rykke Danmark op i A-gruppen i 2002, er trods afbuddet optimistisk på landsmændenes vegne. 

– Det er aldrig sjovt at melde fra til landsholdet, for det er en fantastisk trøje at spille i. Men de har et godt hold og skal nok spille en god turnering i Slovakiet, siger Frans Nielsen.