VM: Britisk supermålmand på tale i Danmark

En af de spillere, der gjorde stort indtryk ved VM – bortset fra i kampen mod Danmark – var den britiske målmand Ben Bowns, der leverede storspil i flere kampe og ikke mindst i nedrykningsfinalen mod Frankrig, hvor briterne vandt 4-3 efter overtid.

28-årige Bowns er født i Rotherham og dermed pure britisk, ikke af canadisk afstamning som hos mange fremtrædende britiske spillere gennem tiderne. Han har i de seneste mange sæsoner været fast mand i Cardiff, men bliver nu rygtet til dansk ishockey. 

Det er avisen Sheffield Star, der er “hjemmebaneavis” for Sheffield Steelers, der bringer en historie med rygter omkring Elite Ice Hockey League, heriblandt, at danske mandskaber skulle have kig på Ben Bowns.

Hvem det så bliver, hvis nu…? Rødovre må være den hedeste kandidat, mens Herlev også er en af de klubber, der endnu ikke har præsenteret sin målmand. De øvrige syv klubber synes at have en målmand på plads.