VM: Analysen: Kun med ydmyghed kan svensken væltes

Foto: Jan Korsgaard

Det er sket et par gange tidligere:

Et kækt dansk hold med et godt resultat i ryggen har erklæret, at: “I morgen slår vi svenskerne. Nu gør vi det sgu'”. Og så er Danmark blevet kørt ud af banen af et hamrende koncentreret Tre Kronor-mandskab.

Er der nogen, svenskerne ikke vil tabe til i ishockey, er det Danmark.

Denne lille nation, der med årene har vundet svensk respekt, men stadig fremstår som den mindste af alle småbrødre i den blå-gule selvforståelse på is.

At tabe til Danmark i ishockey? Aldrig i livet.

Med svenskernes meget smalle sejr over Letland i åbningskampen in mente, og de svenske spilleres bevidsthed om, at de altså ikke udgør den stærkeste VM-trup i historien, kan de danske spillere være sikre på, at det er et meget, meget koncentreret Tre Kronor-mandskab, der dukker op på isen i Moskva i aften.

Ikke blot fordi et nederlag til Danmark vil være en rungende fiasko, nej, et svensk nederlag i ordinær tid i aften vil også bringe en blå-gul kvartfinaleplads i fare med den vilde udvikling, puljen allerede har taget.

Er de danske løver chanceløse i aften?

Nej, overhovedet ikke. De samme svenske journalister, som tilbage i 2007 – da VM sidste gang blev spillet i Rusland – hånede Danmark og plæderede for, at VM skulle skæres ned til 12 eller 14 hold, skriver nu om, at der er en realistisk risiko for, at Sverige kan få problemer mod Danmark i dag.

Jeg tror også, at Danmark kan true svenskerne. Men det kræver, at de rød-hvide spillere går til kampen med de rette “mindset”.

Uanset, hvor usikre svenskerne og de svenske omgivelser er på egen styrke, er et svensk landshold altid fyldt med klassespillere. Men i år fra en hylde, hvor de danske spillere kan være med.

Men ikke, hvis danskerne hamrer ud med skyklapper på og forsøger at angribe hovedløst. Så giver det en lussing.

Nej, det kræver helt samme indstilling som mod Norge. Hårdt ind i hver eneste nærkamp, undgå fejl, tætte markeringer og så skal der tages vare på hver eneste mulighed, der opstår.

Men behøver vel ikke at fortælle Lars Eller, at han skal undgå udvisninger i aften. Det ved han.

Danmark skal med andre ord spille, som var det i en kamp mod nedrykning, og med størst mulige respekt for modstanderne på den anden side af rød linje. Men den berømte håndbremse skal heller ikke være trukket helt i bund. Angrib, når chancen er der!

Så er chancen bestemt til stede for en historisk overraskelse.