VM: Analysen: Det gælder om at holde hovederne kolde

Foto: Jan Korsgaard

Når de danske løver i dag klokken 15:15 står klar til match i Moskvas Ice Palace, er det med en stærk chance for at slå Norge for anden gang i træk i det efterhånden klassiske rivalopgør. På papiret ligner det danske hold i hvert fald et mandskab, der som minimum kan spille op med nordmændene.

At Norges trup i optakten har døjet med mange skader og småskader og i øvrigt må undvære Patrick Thoresen, den største profil gennem årene ved VM, bør heller ikke gøre de danske chancer mindre.

Til gengæld har det altså virket som om, at Norge – på trods af, at Danmark vandt 4-1 i sidste sæsons VM i Tjekkiet – ofte har haft et lille mentalt overtag på Danmark. Med Ole Kristian-Tollefsen, den dygtigt provokerende kaptajn i spidsen, er det ofte lykkedes nordmændene at bringe de danske spilere ud af balance i de to holds tætte VM-kampe.

Så netop disciplinen og evnen til at holde hovedet koldt bliver nøglen for Danmark i Ice Palace i dag.

Samtidig er Janne Karlsson naturligvis afhængig af, at topspillerne leverer. Der er med rette store forventninger til førstekæden med Lars Eller, Jannik Hansen og Nikolaj Ehlers.

Det bliver den kæde, der skal lægge pres på nordmændene med Ellers dygtige spilfordeling og Hansen, Ehlers som temposkabere og målscorere fra kanten. Når det trekløver er på isen, skal nordmændene ganske enkelt trættes.

For så ryger den norske fokus fuldstændig til den danske førstekæde, og det kan give plads og tid til de andre kæder. Og glem ikke, at der er store kompetencer i de øvrige danske kæder. En mand som Frederik Storm, for eksempel, kommer jo fra en fremragende sæson i SHL.

Og så synes man mere tryg end i mange år, når det gælder det danske defensiv, der er rundet af spillere, der alle er vant til stort ansvar og enorme mængder af istid på de respektive klubhold. Sebastian Dahm i målet skal blot fortsætte takterne fra i fjor.

Ikke mindst gælder det ydmyghed overfor opgaven og stor, stor respekt for et norsk hold med Mats Zuccarello i spidsen.

Åbningskampen er normalt vigtig ved et VM, i år er den ekstremt vigtig. For groft sat op gælder det altså om at bevare muligheden for en kvartfinale med tre point på bogen efter kampen i eftermiddag. Intet mindre.