VM 2019: Danmark skal på svær mission i Kosice

© iShoot.dk

Danmarks gruppe er sat i den kommende VM-sæson. 

Og det bliver i den store slovakiske provinsby Kosice, at de rød-hvide skal tørne ud i 2019. Her møder de rød-hvide blandt andre værtsnationen, der har byttet plads med Norge i forhold til seedningen og dermed får hjemmebyen i den “lille VM-by”, nøjagtig som Danmark havde det i Herning i den forgangne VM-turnering. 

Den anden pulje spilles i Bratislava, men lad os i første omgang koncentrere os om Danmarks pulje, hvor både Canada og USA bliver hårde nødder at knække. Det samme gør Finland, mens Tyskland, Slovakiet og Frankrig må forventes at være jævne modstandere. 

Endelig bliver det til et glædeligt gensyn med Storbritannien, som bliver det ottende og sidste mandskab i Kosice-puljen. Danmark har ikke mødt briterne siden oprykningssæsonen i 2002. Ikke engang i en testkamp.

I den anden pulje, der spilles i Bratislava bliver der formentlig tjekkisk og østrigsk fest. De to nabolande spiller med i hovedstaden.

Her spiller også Sverige, Rusland, Schweiz, Norge, Letland, Italien – og altså Østrig og Tjekkiet.