VM 2018: Toronto-insider melder Andersen på vej til VM

Foto: Jan Korsgaard

Der synes at være gode chancer for at Frederik Andersen snarest kommer til Danmark for at spille VM i hjembyen Herning. 

Han indikerede allerede tidligt her til morgen overfor TV2 og Jimmy Bøjgaard, at det formentlig er klubben der tager den sidste beslutning – underforstået, at Andersen vældig gerne vil tilslutte sig Danmark og måske endda spille mod Tyskland i premieren i næste uge.

– Lige nu har jeg ikke præcist overblik over de kommende dage, men jeg går ud fra, at vi har møder og lægetjek på fredag, sagde Frederik Andersen til TV 2 SPORT, da han torsdag morgen dansk tid var landet i Toronto.

I dag supplerer James Mirtle, mangeårig kender og insider omkring Toronto Maple Leafs, op med et Tweet, der må lægge yderligere forventninger ind hos de mange danske fans, der venter i spænding. Mirtle er i dag canadisk redaktør og Toronto-redaktør for det fremstormende sportsmedie The Athletic, som blandt andet dækker NHL tæt.

Han skriver, at Andersen “med sikkerhed spiller VM, eftersom det er i Danmark”.