VM 2018: Sverige vinder intens gruppefinale mod russere

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

Rusland-Sverige 1-3 (1-0, 0-2, 0-1): Den store gruppefinale skulle afgøres tirsdag aften i Royal Arena. Og der skulle endnu en gang blive smæk for skillingen i en totalt udsolgt hovedstadsarena.

Det blev en tæt kamp, hvor Sverige overordnet set havde et lille overtag. Russerne fik bedste start, men herfra overtog svenskerne med disciplineret og klogt spil. En fantastisk kamp, hvor intensitet og nerve var i højsædet fra start til slut.

Kampen var kun lidt over et minut gammel, da Sverige fik kampens første udvisning. Og halvandet minut senere en fire-minutters straf. Rusland lagde tungt pres, og kort efter – da Sverige var blevet fire spillere – faldt 1-0-målet. Kaptajn Pavel Datsyuk spillede pucken ind foran mål, hvor Nikita Gusev resolut scorede langs isen.

Viktor Arvidsson fik kæmpe chance for Sverige efter seks minutter, men flot reddet af Rusland-keeper Vasili Koshechkin.

I den anden ende var Yevgeni Dadonov ligeledes farlig, da han næsten slap fri af de svenske backer. Han fik afsluttet under stort pres, men solidt indgreb af Anders Nilsson i målet.

Også den svenske kaptajn, Mikael Backlund, kunne have scoret, men begge målmand var varme og fokuseret i storkampen.

I slutningen af første periode var der en udvisning til hvert hold, men stillingen holdt perioden ud. Sverige med et lille overtag, selv om de blå-gule var bagud ved pausen. Underholdende indledning på matchen.

Svenskere overtog
Viktor Arvidsson og Mattias Ekholm bød ind med store forsøg i begyndelsen af anden periode, men Vasili Koshechkin havde fat i spillet og hindrede en svensk udligning.

Rusland fik muligheden i et powerplay, men der blev ikke kreeret noget nævneværdigt i de to minutter.

Til gengæld var Sverige en del skarpere, da man fik overtal kort efter. Faktisk skulle svenskerne kun bruge otte sekunder, før pucken passerede målstregen. Mika Zibanejad sendte et slagskud af sted, og pucken fandt vej mellem benene på Koshechkin. Kæmpe jubelbrøl i den total udsolgte arena. Smuk kulisse – og 1-1 på måltavlen.

Fire minutter før pause blev det også 2-1 til svenskerne. Presset blev holdt i offensiv zone, og så kunne Mike Zibanejad tage turen rundt om mål – med en russer i nakken – og servere pucken for Rikard Rakell lige ved stolpen. Han firsttimede den sorte gummeskive over stregen.

Anden periode ganske lige, men hvor Sverige havde taget momentum efter de to scoringer. Og samtidig havde Tre Kronor fået stemningen gevaldigt i vejret. Helt igennem forrygende atmosfære i arenaen. Elektrisk stemning.

Føring holdt hjem
Rusland satte tempoet et ekstra gear op i tredje periode i forsøget på at udligne. Sergei Andronov havde et godt forsøg på Anders Nilsson, men den svenske keeper stod en stærk kamp.

Russerne fik også muligheden i powerplay, men til gengæld manglede der lidt tempo i dette spil. Også cadeau til Sverige for at gøre betingelserne yderst svære. Tophockey fra svenskerne.

Alexander Barabanov kunne med lidt mere held have udlignet, men igen en kanon redning af Nilsson i målet. Rusland fortsatte overtaget, men det førte ikke til scoringer.

Med halvandet minut igen trak Rusland målmanden ud i et sidste forsøg på udligning. Sverige fik dog hurtigt fat i pucken bag eget mål, og så kunne Mattias Ekholm – der var seneste tilkomne NHL-spiller hos Sverige – på imponerende vis skyde pucken ned i russernes mål akkurat fra egen mållinje. Flot udført og 3-1 med lidt over et minut igen.

Det blev også resultatet på en aften, hvor Sverige var en tand bedre og skarpere, men hvor russerne var med i det meste af kampen.

Sverige vinder dermed Gruppe A foran Rusland. Danmark tabte sin sidste gruppekamp til Letland, og letterne møder dermed Sverige i kvartfinalen. Den spilles i Royal Arena.

Pavel Datsyuk blev ved IIHF’s officielle ceremoni efter kampen kåret til bedste spiller for Rusland. Samme ære tilfaldt Mika Zibanejad hos svenskerne.