VM 2018: Sverige uddeler tæsk og er finaleklar

Foto: Jan Korsgaard

Sverige-USA 6-0 (1-0, 3-0, 2-0): De to store hockeynationer mødtes i lørdagens første semifinale i Royal Arena. Et på forhånd tæt opgør, men det skulle imidlertid ende helt anderledes.

Sverige bankede nemlig i sandhed USA gul og blå. Svenskerne viste kæmpe styrke – ikke mindst målmand Anders Nilsson – og uddelte tæsk til sagesløse amerikanere. USA havde dobbelt så mange skud på mål, men det hjalp lige lidt. Sverige er i VM-finalen, mens amerikanerne skal spille om bronze.

USA med den bedste start af de to hold. Cam Atkinson lagde ud med god afslutning efter to minutter, men den svenske keeper, Anders Nilsson, vågen i målet.

I den anden ende var Viktor Arvidsson fremme med et solidt forsøg, men også Keith Kinkaid i det amerikanske mål var vaks fra start.

USA satte sig på tingene og havde store forsøg ved Colin White og Johnny Gaudreau. Anders Nilsson med store redninger. Til gengæld haltede det med at få stablet et ordentligt powerplay op, da Sverige fik en udvisning.

På trods af klar amerikansk dominans var det Sverige, der bragte sig foran. Filip Forsberg sendte et slagskud af sted, Jacob de la Rose fulgte op med forsøg tæt under mål. Og endelig kunne Viktor Arvidsson slå en løs puck i mål.

Viktor Arvidsson på spil igen kort efter, da han kom alene med Keith Kinkaid. Stor redning af USA-keeperen.

Sverige sluttede perioden med et overtal, men de gulblusede stjerner formåede ikke at skabe én eneste farlig chance. I stedet kunne Derek Ryan forsøge sig på en kontra. Og endnu en gang stærk, stærk redning af Anders Nilsson. Stor kamp af svenskeren indtil nu.

Sverige trak fra
USA fik alletiders mulighed, da man fik fire minutters overtal i streg i begyndelsen af anden periode. I de to første minutter var amerikanerne dog fuldstændig ufarlige. Bedre pres i den resterende tid, men Anders Nilsson og co. lukkede helt af.

Efter syv minutter fik kaptajn Mikael Backlund breakaway. Keith Kinkaid reddede i første omgang, men Magnus Paajarvi opsnappede pucken og lagde den ind klinet op ad den nærmeste stolpe. 2-0 til svenskerne.

USA forsøgte sig hurtigt herefter, men ødelagde rytmen med en udvisning. Sverige satte lynhurtigt spillet op. Et par hurtige og præcise pasninger senere kunne Mikael Backlund spille pucken ind til en helt fri Patric Hörnqvist lige foran mål. NHL-stjernen tøvede ikke – sendte pucken mellem benene på Kinkaid – og 3-0 på måltavlen.

Det skulle blive endnu værre for amerikanerne. Blot 11 sekunder senere øgede Mattias Janmark til 4-0 i en direkte duel med en modstander. Godt presset lagde han pucken ind langs isen. Særdeles stærk præstation.

Et amerikansk hold sendt i knæ på den københavnske is. Heller ikke i et efterfølgende powerplay formåede man at bringe spænding i kampen; Sverige totalt ned.

Blågul magtdemonstration
USA jagtede reduceringen fra begyndelsen af tredje periode. Et powerplay blev dog ikke udnyttet, dertil var Sverige alt for stærke i aften. Ikke mindst manden mellem stængerne, Anders Nilsson.

Næsten halvvejs i perioden blev det 5-0. USA havde trukket målmanden ud i et angreb for at fremtvinge en scoring, men det havde stik modsatte effekt. Og så kunne Viktor Arvidsson sende pucken ind i et tomt mål.

Stemningen var fantastisk i sidste periode med den velkendte bølge blandt publikum og sang fra de mange svenskere. Herlig semifinale-aften i arenaen.

USA med klart flest afslutninger, men ind ville pucken simpelthen ikke. I stedet kunne Sverige slå det sidste søm i kisten, da Adrian Kempe lagde pucken ind tæt under mål efter tværpasning.

Kampen sluttede med et par udvisninger til hvert hold, men det ændrede ikke ved resultatet. Sverige vandt med imponerende 6-0 over et slagent amerikansk hold. Anders Nilsson i det svenske mål var manden over dem alle i dag; stod en brandkamp med imponerende 41 redninger. Sverige havde i alt 20 skud.

Patrick Kane blev kåret til kampens bedste spiller efter kampen, og samme hæder tilfaldt naturligvis Anders Nilsson ved IIHF’s officielle kåringer. Kæmpe jubelråb ned til den levende svenske mur.

IIHF kårede samtidig de tre bedste spillere for hvert hold ved turneringen. For svenskerne var det Adam Larsson, kaptajn Mikael Backlund samt Oliver Ekman-Larsson. For USA tilfaldt æren kaptajn Patrick Kane, Keith Kinkaid og Cam Atkinson.