VM 2018: Sverige-Rusland er udsolgt

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard
Vojens Efterskole

De danske VM-arrangører jubler for øjeblikket. Billetsalget har passeret 250.000, Danmarks kampe er tæt på udsolgt, ligesom det også begynder at snerpe til med salget til de øvrige kampe.

Blandt andet storkampen i Royal Arena, Sverige-Rusland, der ifølge Hockeysverige.se, er udsolgt. Der er altså – som håbet – kæmpe interesse for at se “Tre Kronor” live i København, hvortil de svenske tilskuere har kort tilkørsel. Der er også stor dansk interesse for det svenske landshold, siger marketingdirektør for VM 2018, Maja Grimnitz.

– Mange danskere har en forkærlighed for Tre Kroner, som stammer tilbage fra 1980’erne og 90’erne, hvor det danske ishockeylandshold ikke havde samme status som i dag. På den tid var det naturligt at henføre kærligheden til det svenske landshold, og den kærlighed består stadig mange år senere.

– Det kan vi tydeligt se på billetsalget til Sveriges kampe i Royal Arena, hvor rigtig mange danskere vil se kampene med de regerende verdensmestre. Det har nu også indebåret, at vi kan melde udsolgt til gruppekampen mellem Sverige og Rusland, siger Maja Grimnitz. 

Kampen mellem Sverige og Rusland afslutter Gruppe A i Royal Arena 15. maj.