VM 2018: Supertalent skal spille VM for Sverige

19-årige Elias Pettersson har været den helt store oplevelse i SHL i denne sæson, og han får nu muligheden for at fortsætte de forrygende takter ved VM i Danmark.

Ifølge Jim Benning, der er general manager i Vancouver Canucks, som sidste sommer valgte Elias Pettersson i første runde af NHL-draften, skal den 19-årige forward spille VM for Tre Kronor.

Elias Pettersson var fremragende i det meste af sæsonen, hvor han som SHL-debutant slog en række rekorder. Pettersson blev grundspilstopscorer med 56 point i 44 kampe for Växjö, og i slutspillet fortsatte han takterne og blev suverænt topscorer med 19 point i 13 kampe.

Växjö vandt det svenske mesterskab i overlegen stil, og Elias Pettersson blev kåret til slutspillets mest værdifulde spiller. Derfor er det en særdeles interessant spiller, Sverige kommer til at sende på isen i Royal Arena.

Elias Pettersson kommer formentlig til at spille i NHL for Vancouver Canucks i den kommende sæson.