VM 2018: Stærk tysk kvartet melder afbud

Foto: Jan Korsgaard

Først var det Christian Ehrhoff, der pludselig og ganske uventet stoppede sin karriere – både på klubplan og på landsholdet – og nu har yderligere to tyske profiler takket af på landsholdet med øjeblikkelig virkning.

Marcel Goc var kaptajn på det tyske hold ved OL i Sydkorea og en fast mand for Tyskland i mange sæsoner. Mannheim-spilleren ville også have været med i Danmark, hvis ikke han nu havde valgt at sige farvel og tak til landsholdet med øjeblikkelig virkning. 

Han spillede 52 kampe for Mannheim i denne sæson.

Også Nürnberg-angriberen Patrick Reimer, der var med ved OL og har været med hos Tyskland i de seneste seks VM-sæsoner, har sagt farvel og tak til nationalmandskabet. 

Yderligere to OL-spillere har også meldt VM-afbud, men dog ikke definitivt sagt nej til videre spil på landsholdet.

Den store angriber David Wolf fra Mannheim og den tidligere AHL- og KHL-mand Felix Schütz, der i dag spiller for Köln har af private årsager sagt nej til landstræner Marco Sturm i denne sæson. 

Fem spillere ude for Tyskland, der dermed har mistet en stor del af sin rutinerede stamme fra det OL-hold, der præsterede så flot i Sydkorea, hvor det blev til sølv efter en tænderskærende finale mod Rusland.