VM 2018: Slovakiet sluttede med sejr i målfest

Hviderusland – Slovakiet  4-7  (0-2, 2-0, 2-5)

Det var kampen om kejserens skæg i Royal Arena, da Hviderusland og Slovakiet mødtes i den sidste gruppekamp for deres vedkommende. Slovakiet kunne ikke nå fjerdepladsen efter Schweiz tidligere på dagens slog Frankrig 5-1. For Hvideruslands vedkommende kunne der ikke ændres på sidstepladsen i gruppen, da der var fire point op til Østrig på syvendepladsen.

Hurtig dukkert for Hviderusland

Der var kun spillet 18 sekunder, da Slovakiet kom foran. Det var Martin Bakos, som sendte et håndledsskud op i det modsatte målhjørne til slovakisk føring. Perioden endte med stillingen 2-0 til Slovakiet efter et mål af Tomas Jurco efter 10 minutter.

Effektive hviderussere

Det var ikke just effektiviteten som havde kendetegnet Hviderusland gennem VM-turneringen, men i anden periode fik de scoret to gange og udlignet til 2-2. Alexander Kitarov reducerede til 1-2 efter 32 minutter og Charles Linglet udlignede efter 35 minutter.

Målorgie i tredje periode

Tempoet og intensiteten var ikke til at prale af i starten af sidste periode. Det kunne se ud til at begge hold allerede var gået på ferie, men det skulle ikke vise sig at holde stik. Efter 47 minutter kom Martin Barkos igen på måltavlen med sit andet mål og Slovakiets tredje. Føringen holdt dog under ét minut, da Yevgeni Kovyrshin sendte pucken i nettet til 3-3. De to mål satte gang i en ren målfest de sidste 10 minutter, hvor Hviderusland for første gang kom foran i kampen. Pavel Vorobei havde sidste stav på pucken ved scoringen til 4-3.

Slovakiet havde dog ikke tænkt sig at lade Hviderusland overraske i deres sidste kamp i turneringen. I overbevisende stil scorede slovakkerne 4 mål og vandt kampen med 7-4. Tomas Jurco, Marek Hovorka, Marek Daloga og til sidst Michal Kristof var i målscorernes roller.

Resultatet betød at hviderusserne måtte forlade turneringen helt uden point, mens Slovakiet sluttede på en skuffende 5. plads i gruppen, hvilket også sender dem på sommerferie. I aftenens sidste kamp mellem Rusland og Sverige skal der spilles om førstepladsen i gruppe A.