VM 2018: Schweizisk legende får ikke sit 15. VM på stribe

Andreas Ambühl har været fast inventar på det schweiziske landshold ved VM, så længe man stort set kan huske det. 

Ambühl har spillet hele 14 VM-turneringer på stribe, og har dermed fejret både op- og nedture med “Die Nati”, som schweizerne kalder landsholdet. Han er efterhånden blevet 34 år, spiller for HC Davos og var også med på det schweiziske landshold ved OL tidligere på året.

Her leverede han fire assister i fem kampe.

Ved VM i Danmark står han over og er ikke med blandt landstræner Patrik Fischers udvalgte, skriver den schweiziske avis, Blick.

Ambühl blev opereret i foden i marts, og han har i samråd med landsholdsledelsen valgt at stå over i Danmark, hvor Schweiz spiller i Royal Arena i København.