VM 2018: Schweiz smed point mod naboerne

Schweiz gik ind til deres første kamp ved VM som ganske klare favoritter mod naboerne fra Østrig, men Patrick Fischers tropper måtte ud i forlængelse, før de sikrede sig den ventede sejr.

Alt gik ellers planmæssigt for favoritterne, som kom foran i slutningen af første på en scoring af NHL-profilen Nino Niederreiter. I begyndelsen af anden periode øgede Gaetan Haas til 2-0, men østrigerne lod sig ikke slå ud.

Dominic Zwerger fik reduceret til 2-1 og seks minutter inde i tredje periode udlignede Manuel Ganahl til 2-2, som var stillingen efter 60 minutters spil. De 5.019 tilskuere i Royal Arena fik lidt ekstra for pengene, for afgørelsen faldt først tre minutter og 18 sekunder inde i overtiden.

Her scorede Enzo Corvi sejrsmålet, som sikrede Schweiz ekstrapointet. Østrigerne kunne dog glæde sig over det ene point, som kan blive vigtigt for dem i kampen for at undgå nedrykning.