VM 2018: Rusland klar til gruppefinale mod Sverige

Rusland – Slovakiet (2-0, 0-0, 2-0)  4-0

Der blev lagt ud med en interessant kamp i gruppe A mandag eftermiddag i Royal Arena. Russerne var på jagt efter 3 point, så de selv kunne sikre sig 1. pladsen i gruppen i den direkte kamp mod Sverige tirsdag aften. For slovakkerne var det sandsynligvis nødvendigt med point, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om en plads i kvartfinalen.

Russerne i fuld kontrol

Der var minimum et niveau til forskel holdene i mellem i første periode. Skudstatistikken på 17-2 gav et meget godt billede af, hvor spilstyrende Rusland var. Slovakkerne var hele tiden under pres og føring på 2-0 kunne have været endnu større. Med 11:10 spillet kom den første russiske scoring. Maxim Mamin var hurtigst over en returpuck, efter at have taget turen hele vejen rundt om målet. Med tre minutter tilbage af perioden sendte Pavel Datsyuk en skarp pasning fra en placering bag målet direkte tilbage til Nikita Gusev, der hamrede pucken i via en slovakisk skøjte.

Anden periode uden scoringer

Rusland startede anden periode med et halvt minut i 5-mod-3. Det brændte kraftigt på foran det slovakiske mål, men pucken kom ikke ind over målstregen. Alt tydede på at Rusland kunne lukke kampen tidligt, men de store chancer blev ikke udnyttet og det gav Slovakiet fornyet kræfter.

Som perioden kig uden scoringer fik Slovakiet tilspillet sig flere chancer, men det blev ikke udnyttet. Rusland havde nogle gode forsøg, men Marek Ciliak i det slovakiske mål viste stor styrke og holdt pucken ude.

Autopilot i sidste periode

Der var ikke den helt store dynamik hos Rusland i de sidste 20 minutter. Slovakiet forsøgte sig lidt offensivt, men kom aldrig frem til de afgørende målchancer. Rusland virkede tilfredse med føring og satsede ikke det store og brugte ikke unødvendige kræfter. Med morgendagens afgørende kamp mod Sverige i tankerne, kunne det vise sig at være en rigtig fornuftig disposition.

Desværre for russerne måtte det offensive es Maxim Mamin fra Florida Panthers forlade banen med noget, der så ud til at være en skulderskade efter at han gled ind i banden efter en takling.

Slovakiet tog keeperen ud med halvandet minut tilbage og det gav bagslag med to russiske mål. Først var det Maxim Shalunov til 3-0 og med 16 sekunder tilbage lukkede Ilya Mikheyev til slutresultatet 4-0.

Resultatet sendte Rusland op på 16 point, ét enkelt efter Sverige, som de møder i den afgørende gruppefinale tirsdag aften kl. 20:15 i Royal Arena.