VM 2018: Oliver Lauridsen efter sejren over Norge

- Foto: Bluelinemedia.dk

Faceoff fik sig efter sejren over Norge en snak med den danske backklippe, Oliver Lauridsen, som har fået masser af istid hidtil i VM-turneringen.

Fredagens kamp mod Norge var ingen undtagelse – den store back indtog igen en hovedrolle i den danske defensiv, hvor man fik holdt nordmændene fra fadet gennem hele kampen og også lukkede fuldstændigt ned for det norske power play.

– Jeg synes, at Norge starter godt, måske en naturlig reaktion. De spillede sent i går mod Canada og deres chance var nok, at komme hårdt ud fra start og prøve at afgøre kampen tidligt.

Lyder det fra Oliver Lauridsen, der dog ikke synes, at danskerne følte sig decideret pressede.

– De kommer kun frem til et par chancer og sidenhen synes jeg, at vi har fint styr på kampen.

Uddyber Jokerit-spilleren, der blev ramt af en nordmand midtvejs i første periode:

– Jeg får et lille skrub og slår mig lidt, men det er ikke noget særligt, så der er ingen grund til bekymring.

Oliver Lauridsen var da også hurtigt tilbage på isen igen, efter at have sundet sig lidt. Her kunne han iagttage et velsmurt dansk power play.

– Vores power play er rigtigt stærkt i dag. Nu er det Philip Larsen og Nicklas Jensen der gør det i dag, men ellers er det måske Jesper ”Zlatan” Jensen og Frederik Storm der slår til for os. Begge power play-formationer gør det rigtigt godt i dag.

Når Oliver Lauridsen bliver bedt om at forholde sig perspektiverne videre i turneringen og det faktum, at det i fem kampe er blevet til tre sejre, otte points og en aktuel fjerdeplads, lyder det:

– Det ser fornuftigt ud ja. Men nu har vi i første omgang en vigtig kamp mod Sydkorea i morgen. Et lidt specielt hold, som sagtens kan drille os. Så vi skal være klar fra start og være indstillede på at skulle arbejde hårdt og løbe hurtigt på skøjterne.

Danmarks kamp mod Sydkorea i morgen starter kl. 16:15 på en dag, hvor Finland møder Canada kl. 20:15, mens Letland og Tyskland krydser klinger i morgendagens tidlige kamp.