VM 2018: Norsk sejr efter jævnbyrdig kamp og straffe

- Foto: Bluelinemedia.dk

Tyskland – Norge 4–5 (2-2, 1-1, 1-1, 0-0, 0-1) GWS

Norge trak søndag aften det længste strå mod Tyskland, da man efter en velspillet, underholdende og intens kamp sejrede efter en straffeslagsafgørelse, hvor nordmændene var helt suveræne og scorede tre gange på fire forsøg, mens tyskerne ikke formåede at omsætte en eneste af deres forsøg til scoring. Tyskland har dermed indledt turneringen med to nederlag efter straffeslag.

Eftermiddagskampen ved VM i Herning stod søndag mellem Tyskland og Norge, som led samme skæbne i deres respektive åbningskampe. Tyskerne måtte som bekendt strække våben efter en straffeslagsafgørelse mod Danmark. Norge var i næsten samme situation mod Letland, som dog sejrede i overtiden.

Dermed stod både tyskerne og nordmændene noteret for et enkelt point hidtil i turneringen, forud for dagens indbyrdes møde, der formentligt blev fulgt intenst af den danske delegation, da de fleste forventer, at netop Tyskland og Norge bliver blandt bejlerne til den eftertragtede fjerdeplads, som danskerne også så gerne vil sikre sig.

Så der var ingen tvivl om, at en sejr i denne kamp, ville give det vindene hold ganske gode kort på hånden, for at være med i opløbet om det videre avancement i turneringen.

Norsk drømmestart, tysk comeback

En stor gruppe tyske supportere skabte en festlig ramme om kampen og tyskerne var da også klart i teten på lægterne. Snart måtte de dog se Norge tage teten på isen, dette endda i undertal.

En norsk udvisning efter 40 sekunder fik således ikke det ønskede udfald for tyskerne. Ganske vist havde Matthias Plachta et brag af et skud på stolpen i power play, men efterfølgende måtte tyskerne se Norge bringe sig i front med 0-1, efter en ihærdig arbejdsindsats af Ken Andre Olimb, der i box play jagtede en tysk spiller i hjørnet, vandt pucken og gik på mål. Her lykkedes det i to omgange, at få overlistet Timo Pielmeier i tyskernes mål. 0-1 og norsk drømmestart.

Tyskerne fortsatte naturligvis i overtal, men fik ikke skabt meget mod et aggressivt og hårdtarbejdende norsk box play, der endda var lige ved at komme frem til endnu en stor undertalsmulighed. Her fik Pielmeier dog taget fra i tyskernes mål.

En tysk udvisning efter syv minutters spil for for mange spillere på isen gav nordmændene deres første overtalsmulighed i kampen og her var der ikke meget tøven. Tobias Lindstrom sendte pucken på mål og inde foran Pielmeier dukkede Thomas Valkvae Olsen op og slog returen i mål til en norsk føring på 0-2.

Tyskerne fik også deres muligheder i overtal i den sidste halvdel af perioden, hvor de norske spillere ikke altid virkede lige begejstrede for dommernes vurderinger. Men tyskerne var ligeglade og pressede nu hårdt på for reducering. Faktisk virkede det til, at det var alt eller intet for tyskerne, der nu spillede med meget høj risiko og satsede i opspillet.

Tyskland var flere gange tæt på i forbindelse med paniklignende tilstande inde foran det norske mål, men Haukeland fik generelt god opbakning fra sine backs og kunne hårdt presset ånde lettet op – i hvert fald indtil det 15. minut, hvor tyskerne efter blot 14 sekunders power play fik reduceret, efter hårdt arbejde inde foran det norske mål. Det hårde arbejde lønnede sig og Patrick Hager blev umiddelbart noteret for scoringen.

Tyskerne havde nu kampens klare momentum og kom da også frem til en del afslutninger efter reduceringen. Det hårde pres kastede en udligning af sig et minut før pausen, da Frederik Tiffels med en lang og millimeterpræcis pasning fandt en fremadstormende Marc Michaelis, der køligt eksekverede fra udkanten af faceoff-cirklen og bragte tyskerne på 2-2; stor tysk jubel og massivt pres på det norske mål i periodens sidste minut, hvor det dog ikke lykkedes tyskerne at få scoret yderligere.

Status quo efter jævnbyrdig og underholdende anden periode

I anden periode var det igen Norge, der fik en drømmestart. Efter halvandet minuts spil formåede nordmændene at vende spillet i midtzonen, hvorefter man stak af sted ned mod det tyske mål i en tre mod to-situation.

Her afsluttede Anders Bastiansen et fremragende norsk angreb, da han efter et lækkert tic-tac-toe-opspil satte sidste stav på pucken og bragte Norge i front med 2-3 efter fornemt forarbejde af Eirik Salsten og Thomas Valkvae Olsen. Kampens i særklasse bedste detalje.

Efter seks minutters spil indkasserede Norges Mathis Olimb en udvisning af de sjældne, da han ikke fulgte dommernes anvisninger i forbindelse med faceoff-afviklingen.

Tyskerne takkede for den gratis overtalsmulighed og efter stærkt tysk power play-spil, kunne Patrick Hager bringe balance i regnskabet med sin scoring til 3-3, som blev sat ind tæt under mål, i øvrigt efter forarbejde af Leon Draisaitl.

Det var småt med åbne chancer i sidste halvdel af anden periode, hvor meget spil foregik i midtzonen og hvor de to hold ikke gav hinanden meget plads. Stillingskrigen fortsatte perioden ud og der stod altså fortsat 3-3 på tavlen forud for tredje periode.

Stillingskrig gennem tredje periode, Norge stærkest på straffe

Det var småt med afslutninger i tredje periodes første halvdel, som var præget af afventende spil og fokus på defensiven. Ingen af de to hold ønskede at blotte sig og det blev derfor selvsagt svært at komme frem til de store scoringschancer.

Der skete til gengæld ting og sager, netop som man rundede periodens halvvejsmærke. Norges Daniel Sorvik førte pucken med ind over blue line og lagde en umiddelbart helt ufarlig puck stille og roligt på mål fra distancen. Men Timo Pielmeier droppede fælt i det tyske mål, da han greb forbi pucken, der derfor fortsatte ind i målet bag ham til norsk føring på 3-4.

En kold spand vand i hovedet på tyskerne, der ellers have arbejdet så godt gennem det meste af kampen. Det skulle dog vise sig, at tyskerne hurtigt kom op på hesten igen. 25 sekunder senere var der således allerede bragt balance i regnskabet, da Matthias Plachta lagde pucken til rette for Yannic Seidenberg, der resolut klappede den op i nettaget til 4-4. Leon Draisaitl blev noteret for sin tredje assist i kampen på den scoring.

Kampen var altså nu pludseligt blusset gevaldigt op og få minutter senere var der fare på færde igen, da Norges Mathis Olimb stak af sted og tilkom en 100 % chance, som han dog desværre for nordmændene brændte.

Mod slutningen af tredje periode var det dog tyskerne der jagtede sejren mest. Men i stedet for at tage føringen, så resulterede klodset backspil af Korbinian Holzer i, at den store tyske back måtte trække i nødbremsen og korrekt indkasserede en udvisning.

Norge fik efterfølgende faktisk pucken i nettet i overtalsspillet, men den tyske keeper var kort forinden blevet ramt i hovedet og scoringen blev derfor annulleret, da dommeren havde fløjtet spillet af et sekund før afslutningen faldt.

Der skulle derfor overtid til, men trods en udvisning til Leon Draisaitl med 1:52 igen af overtidsperioden, så blev der ikke scoret. Mathis Olimb var tættest på for Norge fem sekunder før slutsignalet, men det blev altså ved lige ved og næsten.

I straffeslagskonkurrencen kunne tyskernes store stjerne Leon Draisaitl ikke deltage grundet sin udvisning og Norge vandt da også den specielle disciplin i overlegen stil, da man formåede at score tre mål på fire forsøg. Tyskerne scorede ikke på et eneste af deres forsøg og står dermed nu noteret for to points efter to kampe, mens Norge har kunnet sætte tre points ind på kontoen.