VM 2018: Norge sikrede overlevelse mod Sydkorea

- Foto: Bluelinemedia.dk

Sydkorea – Norge 0–3 (0-1, 0-0, 0-2)

Heller ikke syvende gang blev lykkens gang for Sydkorea, der efter at have indkasseret turneringens syvende nederlag i træk, måtte se sig slået af Norge og dermed sige tak for denne gang i A-gruppen. Sydkoreanerne kom sig aldrig rigtigt ovenpå en kontroversiel situation, omkring et annulleret sydkoreansk mål allerede i det første minut.

Drama i eftermiddagskampen i Herning i dag, hvor nedrykningsskæbnen skulle afgøres i en direkte duel mellem Sydkorea og Norge. De to hold tørnede sammen i mandagens tidlige kamp, hvor det altså skulle afgøres hvilket mandskab, der kunne undgå nedrykning til B-gruppen.

Kampen var den sidste for begge holds vedkommende ved dette VM. Et enkelt point var nok til at sikre norsk overlevelse i A-gruppen, mens sydkoreanerne var tvunget til, at skulle hente en sejr i ordinær tid, for at forlænge opholdet i verdens fineste ishockeyselskab.

Mens Norge i går indkasserede en lussing på 3-9 mod USA, ja så kunne sydkoreanerne koble af og nyde en hviledag. Spændende at se, om det ville spille ind på eftermiddagens opgør.

De lidt uortodokse sydkoreanere havde held med at drille Danmark langt hen ad vejen i lørdags – kunne de mon gøre noget tilsvarende mod Norge, ville sydkoreanernes nationaliserede canadiere for alvor stemple ind eller ville de fysisk stærke og rutinerede nordmænd, være for stor en mundfuld for den asiatiske ishockeystolthed?

Hård skæbne for Sydkorea i lige første periode

Kampens betydning kunne altså ingenlunde anfægtes og umiddelbart var det faktisk sydkoreanerne, der administrerede presset bedst.

Norge virkede lidt nervøse i spillet i egen zone og allerede efter 40 sekunders spil, havde man da også indkasseret kampens første udvisning, da Mathis Olimb måtte til afkøling for en hooking.

Ni sekunder senere sendte Sydkorea pucken i nettet efter en klumbspilssituation inde foran Lars Haugen i det norske mål.

Sydkoreanerne troede naturligvis, at de havde taget føringen, men den norske træner, Petter Thoresen, valgte at bruge sin challenge i situationen, som derfor af dommerne skulle gennemses for målmandsinterference.

Efter længere tids video-gennemgang og dialog dommerne imellem faldt afgørelsen ud til Norges fordel. Den påståede interference var dog ualmindelig svær at få øje på og kendelsen derfor mildest talt hårfin.

Scoringen blev altså annulleret og sydkoreanerne måtte tilbage i power play 1:51 endnu. Her red nordmændene stormen af og selvom nervøsiteten til tider synes udtalt i undertalsspillet, så fik man altså rystet forskrækkelsen af sig.

Sidenhen fulgte en koncentreret og intens fight de to hold imellem. Markeringerne sad tæt og der blev ikke givet meget plads. Nordmændene virkede dog umiddelbart til at være ovenpå rent fysisk og Sydkorea havde til tider svært ved at stå imod, når første Norge havde fået etableret spillet i den sydkoreanske zone.

En sydkoreansk udvisning, for at være seks markspillere på isen efter 13 minutter, skulle vise sig dyr. Norge leverede her glimrende power play-spil og Tobias Lindstrøm fik trykket af et par gange fra distancen. Her var der gevinst for Norge i anden omgang, da Lindstrøm hamrede pucken ind bag Matt Dalton til norsk føring på 0-1.

Det blev til yderligere to sydkoreanske udvisninger indenfor de sidste fem minutter af første periode. Her formåede Norge ikke at udnytte muligheden, men man fik dog chancen igen fra starten af anden periode, hvor man lagde ud med at spille 1:22 i overtal.

Men altså 0-1 efter en ganske lige første periode, hvor skudstatistikken lød på 8-8.

Stillingskrig i nervøs anden periode

Bedste sydkoreanske mulighed i hele anden periode tegnede Sanghoon Shin sig for, da han i det femte minut fik en 100 %-chance alene med Lars Haugen i det norske mål. Den norske målmand blev dog den store i den duel.

Minuttet efter fik også Jin Hui Ahn testet den norske keeper, men ellers så overtog Norge stille og roligt initiativet, i en stadig nervøs kamp, som havde karakter af stillingskrig gennem store dele af anden periode.

Nordmændene forsøgte at drage nytte af deres fysik og nærkampstyrke og når først Norge havde fået etableret sig i sydkoreanernes zone, så havde asiaterne svært ved at slå det norske spil i stykke og ofte blev man den lille i nærkampene ude ved banderne og inde foran mål.

Skudstatistikken på 6-12 i anden periode fortalte historien om en kamp, som nordmændene efterhånden havde fået sig arbejdet godt ind i.

Norsk forløsning i tredje periode

Det første syv minutter forløb uden den helt store nerve. Sydkoreanerne fik ikke rigtigt skabt det forventede pres og kom generelt frem til for få chancer. Nordmændene derimod, ja de var glade for hvert et minut, som de fik kørt af uret.

De norske spillere viste dog i det 8. minut, at de kunne andet, end at køre tid af uret. Anders Bastiansen gik bag om Matt Daltons mål og fik sendt en pasning ind på tværs af målfeltet, som Thomas Valkvae Olsen var først over. 0-2 og nedrykningsdramaet synes afgjort, da Sydkorea nu skulle bruge tre ubesvarede mål, for at sikre overlevelse.

Var kampen ikke allerede afgjort, så blev den det i det 10. minut, da Jonas Holos udnyttede trafik foran Daltons mål, til at bringe Norge på 0-3. Forsøget gik mellem benene på Dalton og havde kun lige fart nok på, til at krydse stregen.

Sydkorea tog generelt for mange udvisninger, både under dagens kamp, men også gennem turneringen som helhed. Det gjorde da heller ikke de sydkoreanske comeback-muligheder bedre, at man igen tog et par udvisninger, i sidste halvdel af tredje periode.

I en sidste desperat satsning blev Dalton erstattet med en ekstra markspiller, for bare at kunne spille fem mod fem. Men nede med 0-3, en mand i straffeboksen og kun 2:12 tilbage på uret virkede det som et håbløst projekt.

Pucken gik da heller ikke sydkoreanernes vej de sidste minutter og Norge kunne dermed fejre den fortsatte eksistens i A-gruppen.