VM 2018: Lettiske favoritter leverede mod Sydkorea

- Foto: Bluelinemedia.dk

Sydkorea – Letland 0–5 (0-2, 0-1, 0-2)

Sydkorea leverede igen en fornuftig start på en kamp ved VM, men gassen gik hurtigt af ballonen og letterne kunne siden overtage kampens initiativ. Letland skulle dog lige bruge ti minutter på at komme op i omdrejninger, men da først der kom hul på bylden så letterne sig ikke tilbage og endte i sidste ende med, at hive en komfortabel sejr i land.

Sydkorea har fået noget af en ilddåb ved det igangværende VM i Herning. Med åbningskamp mod Finland og en efterfølgende test mod selveste Canada, så er det i og for sig ikke nogen stor overraskelse, at oprykkernationen står noteret for to klare nederlag hidtil i turneringen.

En målscore på 1-18 efter to kampe må dog alligevel gøre ondt på en stolt asiatisk nation, der med seks nationaliserede canadiere i truppen, også har lidt nordamerikansk vilje og hockeyblod i årene.

Skal sydkoreanerne undgå nedrykning og dermed sikre sig endnu en sæson i det fineste selskab, så var der ingen tvivl om, at det var i de kommende par kampe, at man skulle vise sit værd. Letland i dag og Tyskland i morgen kunne blive nøglekampe, men hentes der ikke points her, så ligner det et par ”alt eller intet”-kampe mod Danmark og Norge sidst i turneringen.

For letternes vedkommende var det gældende, at alt andet end en klar sejr i dag, ville være en stor fiasko og en kæmpe skuffelse for balterne, der fik sig en ørefigen af de helt store mod Finland i søndags. Letterne var fuldstændigt overmatchede i den kamp og kunne intet stille op, da finnerne i overlegen stil kørte en sejr i hus på hele 8-1.

Forventet lettisk føring efter første periode

Sydkoreanerne startede kampen med en frisk indstilling. Man spilede med selvtillid, var ikke bange for at holde fat i pucken og gik frem og lagde pres på letterne, der lige skulle finde ud af, hvor de havde sydkoreanerne henne, før de fandt ind i deres egen rytme.

I det femte minut fik Nikita Pavlovs for første gang budt ind med en lettisk mulighed, da han tæt under mål fik testet Matt Dalton i det sydkoreanske mål. Men hårdtprøvede Dalton afværgede relativt ubesværet med skinnen, da han lukkede af langs isen.

Minuttet efter fik en af sydkoreanernes bedste, Woosang Park, testet den lettiske keeper Elvis Merzlikins fra distancen med et slagskud. Men fortsat 0-0 på tavlen.

Det virkede som om, at letterne lige skulle bruge en halv periode på at komme op i omdrejninger. Men godt hjulpet på vej af en udvisning til Sydkoreas Bryan Young efter otte minutter, så begyndte der at tegne sig et billede af et lettisk mandskab i kontrol.

Man fik ganske vist ikke udnyttet overtalsmuligheden, hvor Oskars Cibulskis brændte fælt og overplacerede to gange på kort tid, inden også Andris Dzerins missede det sydkoreanske mål.

I det 12. minut slap Richards Bukarts og Frenks Razgalv af sted i en to mod en-situation, men det blev til for meget nipseri og chancen løb ud i sandet for letterne, der til gengæld få sekunder senere kunne glæde sig over en dejligt direkte Gints Meija; Meija førte selv pucken ind i den sydkoreanske zone, gik direkte på mål og slyngede skiven i kassen til lettisk føring på 0-1.

Sydkorea havde igen et par gode minutter som man rundede det første kvarter, men afslutningerne manglede saft og kraft, så Merzlikins havde ikke de store problemer med at plukke forsøgene, der bl.a. kom fra Brock Radunske og Minho Cho.

Med et minut igen øgede letterne til 0-2, da man fik spillet den sydkoreanske defensiv helt tynd tæt under mål. Rudolfs Balcers lagde på fornem vis pucken på tværs af feltet til Ronalds Kenins, der blot skulle sætte bladet på, for at fordoble den lettiske føring.

Envejstrafik mod det sydkoreanske mål

En lettisk udvisning sidst i første periode betød, at Sydkorea startede anden periode med godt et minuts spil i fem mod fire. Her tegnede Jin Hui Ahn sig for den bedste sydkoreanske mulighed, da han fik sendt et glimrende slagskudsforsøg på mål fra en halvspids vinkel.

Kort tid efter fik sydkoreanerne en gylden mulighed, for at bringe sig ind i kampen igen, da Woosang Park slap af sted på et break away og altså pludseligt var helt alene med Merzlikins i det lettiske mål. Her hev den lettiske keeper dog en stor redning op af hatten og fik afværget. Siden var det ikke meget man så til sydkoreanerne i denne periode.

En knætackling kostede en tur i skammekrogen for Jin Kyu Park efter tre minutters spil, men trods massivt lettisk pres, så klarede Sydkorea frisag.

Knætacklingen var måske et forvarsel, for kampen tog efterhånden til i intensitet og fysik. Efter fem minutter måtte en lettisk spiller således udgå, efter at være blevet ramt bag eget mål. Ingen udvisninger blev dømt i situationen.

Et par sekvenser senere lå der atter en lettisk spiller og ømmede sig på isen. Her faldt dommerens hammer overfor både Sydkoreas Eric Regan for slashing og Letlands Richards Bukarts, der røg med ud for at overspille og dramatisere situationen unødigt.

Den kynisme, som sydkoreaner savnede når chancerne bød sig, ja den var letterne i besiddelse af, da de efter otte minutters spil øgede til 0-3. Det var Roberts Bukarts, der i to omgange, fik overlistet Dalton i målet.

Den lettiske dominans tog kun til som perioden skred frem og som man nærmede sig periodens slutning førte letterne da også skudstatistikken med solide 9-29. Et meget godt billede på kampen så langt, hvor der blev længere og længere mellem de sydkoreanske opblomstringer.

Sydkoreanske frustrationer i lettisk modvind

Sydkoreanernes Michael Swift påberåbte sig en del opmærksomhed af den kedelige slags i tredje periode, hvor temperamentet og frustrationerne tog over. Swift var ude med riven flere gange i løbet af kampen og fik da også raget hele tre udvisninger til sig i løbet af tredje periode. Mellem den anden og den tredje udvisning nåede sædet i straffeboksen ikke at blive koldt, da der kun gik 11 sekunder fra Swift blev lukket ud, til han atter måtte tage plads i skammekrogen.

To af disse udvisninger kostede letternes mål til hhv. 0-4 og 0-5. Efter et par minutter var det Miks Indrasis, der broderede sig igennem sydkoreanernes defensiv og serverede pucken på bladet til Rudolfs Balcers, der let udbyggede den lettisk føring.

Den sidste scoring faldt med kun et sekund tilbage på uret. Det var her Roberts Bukarts, der tæt under mål fik omsat Rodrigo Abols forarbejde til scoring og slutresultatet 0-5.

Forud for de to mål var gået en periode, hvor sydkoreanerne faktisk kom frem til en del muligheder, når ellers Michael Swift tillod sine holdkammerater, at spille med fem mand på isen. Langt hen af vejen førte sydkoreanerne faktisk skudstatistikken i tredje periode.

Jin Kyu Park fik gjort opmærksom på sig selv med et godt forsøg fra udkanten af slottet, Sangwook Kim måtte se pucken hoppe og danse tæt på stregen efter at han havde forsøgt sig på Merzlikins mål og Brock Radunske fik også holdt sine slagskudfærdigheder ved lige. Men det skulle ikke lykkedes for sydkoreanerne at komme på tavlen denne eftermiddag.

Gennem kampen var det især en fornøjelse at følge letternes stærke duo Rudolfs Balcers og Roberts Bukarts, der ved flere lejligheder så ud til at finde hinanden i blinde. De to forwards kombinerede sig nærmest igennem sydkoreanernes defensiv som det passede dem.

Med fem minutter igen indtraf i øvrigt en ubehagelig hændelse, da Guntis Galvins kom til at sende et drøn af et slagskud i hovedet på sin holdkammerat Martins Karsums, der havde taget opstilling inde foran Daltons mål. Karsums gik ikke underligt i isen med det samme, men han kunne heldigvis hjælpes mod boksen, efter at have sundet sig lidt ovenpå forskrækkelsen.

Letterne er dermed noteret for fem points efter tre kampe, mens sydkoreaner stadig har deres første point til gode og endvidere har en negativ målscore på 1-23 efter tre kampe.