VM 2018: Letland modstod tysk pres og vandt

- Foto: Bluelinemedia.dk

Letland – Tyskland 3–1 (0-0, 1-0, 2-1)

Tyskerne startede bedst, men letterne modstod presset og formåede at vende billedet og endte med at hive en sejr hjem på 3-1. Overordnet set var der effektiviteten og kynismen til forskel, på de to ellers ganske jævnbyrdige hold. Fremragende detalje, da Ronalds Kenins bragte letterne på 1-0, efter et sublimt gennemspillet angreb.

Letland og Tyskland mødtes i lørdagens tidlige VM-kamp i Herning. Der var tale om et umådeligt interessant opgør i dansk optik, da kampens udfald kunne få stor betydning for Danmarks videre muligheder i turneringen, i og med, at letterne og tyskerne, efter gårdagens danske sejr over Norge, efterhånden er de eneste, der kan true danskernes muligheder for en kvartfinaleplads.

Tyskerne med fem points og letterne med seks lå således, forud for dagens kampe, hhv. tre og to points efter Danmark og da begge hold har vanskelige kampe tilbage mod hhv. Finland og Canada, så var dagens kamp måske den bedste for at tage tre points.

Letterne kunne således, med en sejr i ordinær tid, bringe sig á point med Finland på tredjepladsen, mens tyskerne med tre points, kunne komme på omgangshøjde med Danmark på fjerdepladsen. Så kampens betydning for de to mandskaber synes udtalt.

Fremragende tempofyldt første periode

Kampen blev skudt i gang med et brag og der var da også action fra første faceoff. Første større chance tegnede letterne sig for, da de i det andet minut slap igennem til en tre mod en-situation. Men Den tyske kaptajn Dennis Seidenberg viste backspil i verdensklasse, da han læste de lettiske intentioner perfekt og fik lagt sig imellem en pasning på det helt rigtige tidspunkt. Stærkt af Islanders-spilleren.

Som perioden skred frem var der fortsat masser af coast to coast-hockey, både letterne og tyskerne evnede at vende spillet hurtigt og spillet var dejligt direkte og målsøgende i begge ender.

Med tiden steg kampen yderligere i intensitet og fysik, eksemplificeret ved Patrick Hagers drøn af en herretackling på den lettiske back Uvis Balinskis i det femte minut.

Tyskerne var i det hele taget ovenpå på dette tidspunkt i kampen, hvor Yasin Ehliz minuttet efter også sendte Elvis Merzlikins på overarbejde i det lettiske mål, da han med kort aftræk fik testet den lettiske keeper fra en position lavt i slottet.

Kampen var fortsat yderst seværdig og ganske tempofyldt og underholdende i enhver henseende. Der blev spillet hurtigt og hårdt, der blev gået til stålet og tacklet igennem, uden at tingene kammede over.

Som man rundede periodens halvvejsmærke blev der efterhånden spillet mere og mere på tyske præmisser. Det var tyskerne der var mest på pucken og derfor også naturligt nok tyskerne, der kom frem til fleste chancer.

Spillerne fik lov til at gå til hinanden de to hold imellem og man så på begge sider ud til, at have fundet grænsen for det tilladte ganske godt. Man skulle da også 19 minutter ind i kampen, før den første udvisning blev dømt. Det var her den tyske stjerneforward, Leon Draisaitl, der måtte til afkøling for en checking to the head. 2 + 10 minutter til Draisaitl, der dermed kunne overvære slutningen af en målløs første periode fra straffeboksen.

Klassemål sendte letterne på sejrskurs

Som følge af Draisaitls udvisning startede letterne anden periode i overtal. Letterne pressede på, men tilkom ikke de store målchancer og måtte i stedet se power play afløst af undertalsspil, da Miks Indrasis tog en udvisning for tripping kort tid efter.

Tyskerne formåede dog ej heller, at drage nytte af deres power play og letterne klarede altså frisag. Men Tyskland bevarede presset på letterne og Merzlikins blev efterfølgende testet et par gange i det lettiske mål.

I det ottende minut fik Andris Dzerins sendt en giftig baghåndsafslutning på mål fra en position lavt i slottet og det var nu pludseligt letterne, der fik lagt et massivt pres. Presset affødte en tysk udvisning, da Frederik Tiffels måtte til afkøling for en hooking tæt under mål.

Letland imponerede dog ikke i det efterfølgende overtal, hvor en lettisk keeper på skovtur var lige ved at gøre livet farligt for balterne. Men Merzlikins og Co. slap med skrækken i denne omgang.

Med tre minutter tilbage af perioden havde tyskerne nærmest sat den lettiske zone under belejring. Marcel Noebels var her uhyggeligt tæt på at bringe tyskerne i front. Men det blev ved lige ved og næsten for Tyskland, som i stedet måtte se letterne vende spillet hurtigt og slå kontra.

Her afsluttede Ronalds Kenins et fremragende og yderst gennemspillet angreb, hvor Rodigo Abols og Rudolfs Balcers i fællesskab broderede sig igennem den tyske defensiv efter forgodtbefindende. Afslutningsvist blev pucken spillet tilbage til Kenins, der altså bare skulle sende den ind i det tomme mål, da den tyske keeper, Niklas Treutle, allerede var helt væk, som følge af det fremragende lettiske spil.

Dermed 1-0 til Letland forud for tredje periode. Yderst effektivt, men ikke helt fortjent baseret på spil og chancer.

Letland trak fra og afgjorde i tredje periode

Letland chokstartede i tredje periode, hvor man efter kun 15 sekunders spil bragte sig foran med 2-0. Den tyske keeper Treutles udsyn var spærret af trafik foran mål og forsøget fra Guntis Galvins fik derfor lov til at gå hele vejen i nettet.

Målet gav letterne momentum og angrebene bølgede ned mod det tyske mål i løbet af de første minutter af tredje periode.

Tyskerne, ført an af Leon Draisaitl, fik sig dog arbejdet ind i kampen igen og man tilkom da også et par chancer tæt under mål, hvor både Matthias Plachta og Leon Draisaitl bød sig til. Dominik Kahun fik sågar også sendt en afslutning rent på stolpen, inden man havde rundet fem minutters spil.

Mens tyskerne savnede effektivitet, så viste letterne vejen i modsatte ende. Efter otte minutter udbyggede Andriz Dzerins således den lettiske føring til 3-0, da han med et kort og resolut aftræk lynede tæt under mål.

Nu så det for alvor svært ud for tyskerne, som dog fik en lille livline 46 sekunder senere. Dominik Kahun slog således hurtigt tilbage for tyskerne, da han godt sat op af Leon Draisaitl, reducerede til 3-1 fra en spids vinkel.

Tyskland pressede på for yderligere en reducering mod kampens slutning, hvor man med fire minutter igen også fik chancen i power play, men letterne stod godt i egen zone og gav det tyske overtal svære arbejdsbetingelser. Patrick Hagers forsøg på trekantssammenføjningen var det tætteste tyskerne kom på en scoring.

Heller ikke en seks mod fem-satsning med målmanden ude det sidste 1:35 gav pote for tyskerne, der altså måtte strække våben og se letterne løbe med de tre points.