VM 2018 klar med skoleprogram til 5.-6. klasser

Vojens Efterskole

Når ishockey-VM i maj 2018 kommer til Danmark, vil det være den største sportsbegivenhed på dansk grund nogensinde. Forberedelserne hertil er mange, og et at de tiltag organisationen bag VM ruller ud, er skoleprogrammet ”Grib Pucken”.

Det skriver VM-organisationen i en pressemeddelelse.

– Hovedingrediensen i ”Grib Pucken” er et tværfagligt undervisningsmateriale målrettet 5.-6. klasser på skoler landet over. Materialet er tiltænkt emneuger, fagdage eller mindre faglige forløb og byder på skoleopgaver og masser af aktivitet.

– Det hele kulminerer til maj næste år, når klasserne får mulighed for at opleve en VM-kamp, ligesom tanken er at skabe et samlingssted ved de to arenaer, Royal Arena i København og Jyske Bank Boxen i Herning, hvor klasserne kan udstille deres kreationer, lyder det.

Formanden for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen, glæder sig meget over tiltaget.

-Ishockey-VM er så stort, at mange danskere i mange måneder inden virkelig vil kunne mærke, at der kommer til at ske noget helt specielt i Danmark næste år. Tiltaget med ”Grib Pucken” er vi særligt stolte af, for det giver en lang række børn mulighed for at kombinere masser af fysisk aktivitet med læring, siger Henrik Bach Nielsen.

– Materialet vil allerede være tilgængeligt i løbet af efteråret, og vi håber, at rigtig mange skoler vil gribe pucken og benytte sig af det gratis undervisningsmateriale og den unikke mulighed, det er at kombinere faglighed og aktivitet med en verdensbegivenhed, som et VM i ishockey er, forklarer han.