VM 2018: Kings-forward vil til VM efter slutspilsfiasko

Vojens Efterskole
Foto: Sarah A.

Los Angeles Kings blev tirsdag sendt ud af NHL-slutspillet af Vegas Golden Knights, som vandt serien med 4-0 i kampe. Det åbner muligheden for, at Kings-spillerne kan deltage i VM for deres respektive lande.

En af de spillere fra den californiske klub, der ser ud til at gøre brug af den mulighed, er den svenske forward Adrian Kempe. Den 21-årige svensker er blevet fast mand på Kings’ hold i denne sæson, og han har kvitteret med 37 point i 81 kampe i grundspillet.

I slutspillet blev det ikke til nogle point fra Kempe, som håber på at slutte sæsonen godt af ved at spille VM for Sverige.

– Jeg stiller op. Hvis de vil have mig, så står jeg til rådighed for Tre Kronor. Det ville være fedt at spille VM, siger Adrian Kempe til svenske SVT Sport.

Den svenske landstræner Rickard Grönborg er glad for, at Adrian Kempe er klar til at trække i den blå-gule trøje.

– Vi skal snakke med ham nu og så må vi se. Det er en dygtig spiller, hvis kvaliteter vi kender, siger Rickard Grönborg til SVT.

Adrian Kempe har spillet to U20-VM og et U18-VM for Sverige, men har aldrig optrådt for sit hjemland på seniorniveau.