VM 2018: Hviderusland fyrer træneren

Hviderusland er en ambitiøs ishockeynation med selveste præsident Lukashenko i spidsen. Derfor gjorde det også ondt, da hviderusserne i fjor blot var en enkelt kamp fra at undgå nedrykning, og starten på dette VM med tre glasklare nederlag og en målscore på 2-17 har nu betydet, at Hviderusland skifter træner midt i turneringen. Dave Lewis er afskediget. 

Det sker ikke mindst for at redde forestående og yderst vigtige kampe mod Østrig og Slovakiet, der synes at blive afgørende i bunden af puljen i København. 

Dave Lewis, den vældig erfarne canadier, har ikke haft stor succes med at være træner for Hviderusland, og egentlig var det overraskende, at han overlevede sidste VM i sin trænerstilling. 

Nu overlevede han ikke et voldsomt 2-6-nederlag mod Frankrig – store nederlag mod Sverige og Rusland er ikke en overraskelse – og derfor erstattes han nu af Sergey Pushkov, der i denne sæson har været træner for mestersklubben Neman Grodno.

Det var netop i Grodno, at Danmark spillede testkampe op til VM, og det er altså chefen derfra, der skal give ny energi til de nervøse hviderussere.